Venstre forventer hurtig løsning fra skatteministeren

Sådan lyder reaktionen fra Venstre på, at skatteministeren overvejer at suspendere de nye vurderinger, da der endnu ikke er styr på, hvordan man undgår de mange fejlvurderinger, som Rigsrevisionen har beskrevet og kritiseret.

»I forhold til de vurderinger, der skal komme for 2013, så skal der selvfølgelig rettes op på de her fejl, som Rigsrevisionen har peget på, og jeg forventer selvfølgelig, skatteministeren sørger for, at det problem bliver løst,« siger skatteordfører Torsten Schack Pedersen (V).

»Men jeg har en meget åben tilgang til det her, og det afgørende er, at Skatteministeriet finder ud af, hvad der er af muligheder for at rette op på det her. Så lad os forholde os til de konkrete forslag, når de foreligger,« fortsætter han.

Spørgsmål: Men giver det ikke god mening at droppe nye vurderinger, når fejlene endnu ikke er rettet?

»Jeg er optaget af, at problemerne bliver løst, og hvis man bare fastholder vurderingerne, så er der vel en risiko for, at de eventuelle fejl, der måtte være, får lov til at køre i endnu længere tid,« siger Torsten Schack Pedersen, der i hvert fald ikke finder det formålstjenstligt at fortsætte samme procedure som ved seneste vurderingsrunde.

»Når Rigsrevisionen siger, at de hidtidige vurderinger ikke har fungeret godt nok, så er det meningsløst at trykke på gentagknappen og lave de samme fejl igen. For mig at se, så er det afgørende, at de danskere, der har betalt for meget i skat, får penge tilbage. Og når det er myndighederne, der har lavet fejlen, så må myndighederne også tage initiativ til at rette op på fejlen,« siger Torsten Schack Pedersen.

Problemet med forkerte ejendomsvurderinger falder i høj grad også tilbage på den tidligere regering, da tusindvis af borgere har betalt for meget eller for lidt i boligskat siden 2003.

Dagens Gossip