Venstre går yderligere tilbage i ny meningsmåling

Skrevet af admin

21/10/2013

Dagens topnyheder

Der er ny tilbagegang for Venstre i den første meningsmåling, der er foretaget, efter at Venstres formand, Lars Løkke Rasmussen, søndag beklagede sine flyrejser på første klasse som formand for organisationen Global Green Growth Institute (GGGI).

I en Megafon-måling for TV2 og Politiken falder Venstre tilbage til 25,2 procent af stemmerne, hvilket er klart under valgresultatet fra september 2011, hvor Venstre fik 26,7 procent af stemmerne.

Det er samtidig en tilbagegang på 1,1 procentpoint i forhold til sidste uges måling og 4,4 procentpoint lavere end i september.

Samlet set står Lars Løkke Rasmussen dog fortsat til at genvinde statsministerkontoret. 55 procent af danskerne ville stemme på partier i blå blok, mens 45 procent ville sætte kryds ved et parti i rød blok ifølge Megafon-målingen.

Meningsmålingen er lavet i tidsrummet mellem søndag aften klokken 19.30 og mandag klokken 12 - altså efter at Lars Løkke Rasmussen søndag på et tre en halv times langt pressemøde forklarede og beklagede sine rejseudgifter som GGGI-formand.

1070 mennesker er blevet spurgt i målingen, som har en statistisk usikkerhed på op til tre procentpoint.

Flere meningsmålinger har i den forgangne uge vist tilbagegang for Venstre. I den seneste Voxmeter-måling udarbejdet for Ritzaus Bureau, som blev offentliggjort søndag, røg Venstre for første gang under resultatet fra det seneste valg med en vælgertilslutning på 26,1 procent.

Venstres næstformand, Kristian Jensen, sagde i den forbindelse, at partiet vil rejse sig igen efter Løkkes pressemøde.

- Venstre har været i en mediestorm de seneste dage. Det, tror jeg, har påvirket resultatet.

- Efter Lars Løkke Rasmussen i går holdt Danmarkshistoriens længste pressemøde og svarede på alle journalisternes spørgsmål, så vil meningsmålingerne ændre sig igen, sagde Kristian Jensen.

Megafon-målingen viser også, at 42 procent af danskerne opfatter statsminister Helle Thorning-Schmidt som den mest troværdige af de to statsministerkandidater, mens 29 procent peger på Lars Løkke Rasmussen

De sidste 29 procent anser dem for at være lige troværdige eller svarer 'ved ikke'.

/ritzau/