Venstre hæver bundskat for at aflive brændeafgift

Skrevet af admin

18/06/2014

Mest læste i dag

Venstres formand Lars Løkke Rasmussen har flere gange fastslået, at han ønsker at lempe skatten i bunden.

Men i den skitse til en ny vækstplan, som Venstre og regeringen tirsdag forhandlede på plads, er Løkke gået med til at hæve bundskatten. Dermed er Løkke med andre ord gået med til at øge skatten for alle på arbejde med et mindre beløb.

- Det er under al kritik, lyder det cheføkonom i den liberale tænketank Cepos, Mads Lundby Hansen, der har regnet sig frem til, at aftalen vil hæve den øverste marginalskat fra 56,2 procent til 56,5 procent.

De Konservatives formand Lars Barfoed fastslår lige ud, at han ikke vil støtte et forslag, der hæver marginalskatten for danskerne:

- Det Konservative Folkeparti går ikke ind for at hæve skatterne - tværtimod så ønsker vi at sænke dem for både borgere og virksomheder. Det skal være billigere at være dansker - ikke dyrere, skriver Lars Barfoed på Facebook med slet skjult reference til Venstres eget slogan.

Det fremgår ikke af aftaleteksten, hvor meget bundskatten sættes op, men ifølge Ritzaus oplysninger hæves bundskatten med 0,28 procentpoint.

Ud over at hæve bundskatten er parterne samtidig enige om, at den grønne check også skal reduceres for finansiere afskaffelsen af forsyningssikkerhedsafgiften og dermed den udskældte brændeafgift.

Den grønne check er ikke en egentlig check, men et beløb, der automatisk bliver regnet med på forskudsopgørelsen.

Den grønne check reduceres ifølge Ritzaus oplysninger med 425 kroner. Dermed falder den del af den såkaldte check, der gives til alle danskere over 18 år, fra 1300 kroner til 875 kroner.

Det var skatteminister Morten Østergaard (R), som i første omgang foreslog, at hæve bundskatten for at kunne finansiere en tilbagerulning af forsyningssikkerhedsafgiften. Regeringens forslag lød på en øget bundskat på 0,4 procentpoint, men parterne er altså landet på 0,28 procentpoint.

- Vi har fjernet afgiften på en måde, hvor vi laver en noget mindre bundskattestigning, end regeringen havde lagt op til, skære i den grønne check, og det sker alt sammen på den måde, der gør, at alle familier får et plus på det her, siger Lars Løkke Rasmussen.

Ifølge parterne vil borgerne trods den højere bundskat i gennemsnit få øget deres årlige rådighedsbeløb med ca. 240 kroner, fordi prisen på varme falder.

For at nå det mål har parterne valgt at reducere i den del af den grønne check, der også gives til højtlønnede.

Ifølge Lars Løkke Rasmussen har forsyningssikkerhedsafgiften vist sig at ramme borgere og virksomheder uforholdsmæssigt hårdt.

- Det er rigtig, at der er spørgsmål omkring forsyningssikkerhedsafgift, og der må jeg bare sige, at det er vores egen opfindelse, og det viste sig at være en ikke særlig god opfindelse, siger Lars Løkke Rasmussen.

/ritzau/