Venstre holder fast: Forkert finansiering af Togfonden

For nok er Venstre enig i, at togpendlere skal komme hurtigere frem, men finansieringen med en yderligere beskatning af de selskaber, der hiver olie op af Nordsøen, er ifølge oppositionspartiet gambling med danske arbejdspladser.

»Vi ønsker i modsætning til regeringen ikke at beskatte virksomhederne yderligere og dermed skræmme investorer væk. Det har man gjort i Storbritannien, og der var konsekvensen, at det kostede arbejdspladser. Det vil det også gøre i Danmark,« siger Ellen Trane Nørby.

I forlængelse af det svar ville SFs finansordfører, Lisbeth Bech Poulsen (SF), gerne vide, om Venstre vil gå efter at rulle den ekstra oliebeskatning tilbage, hvis partiet kommer i regering efter næste valg.

»Nu er det jo sådan, at Dansk Folkeparti er med i aftalen,« siger Ellen Trane Nørby med henvisning til, at det formentlig bliver svært at rulle en aftale tilbage, som et forventet støtteparti er med i.

»Og vi står fuldstændig ved den timemodel og det ønske, vi har, om at få hurtige tog i Danmark,« siger Ellen Trane Nørby og understreger, at forslaget om, at der kun skal være en times togtransport mellem de store danske byer, kom fra VKO-regeringen i 2009.

Venstres Martin Geertsen (V) har tidligere foreslået, at Togfonden skal finansieres med statens aktiver i for eksempel Klasselotteriet, Danske Spil eller Københavns Lufthavn.

Åbningsdebatten begyndte klokken ti og kører hele torsdagen i Folketinget.

Dagens Gossip