Venstre holder fortsat regeringen hen om asylstramning

Skrevet af admin

17/12/2014

Mest læste i dag

Venstre var mødt op med en armada af politikere til onsdagens samråd om regeringens varslede asylstramninger.

Men partiet fik ikke de svar, det havde håbet på, siger retsordfører Karsten Lauritzen. Og derfor udskyder Venstre beslutningen om, om man vil stemme for forslaget.

- I lyset af den forvirring, der er om, hvad regeringen mener i denne sag, og hvad lovforslaget egentlig kommer til at betyde, har vi meddelt, at vi kommer til at tage stilling til tredjebehandlingen på den anden side af jul i det nye år, siger han.

Han efterlyser samtidig en debat i folketingssalen på fredag.

Karsten Lauritzens forvirring er blevet forstærket af en udmelding fra De Radikales leder, Morten Østergaard, onsdag.

Justitsminister Mette Frederiksen (S) vil ikke afskrive muligheden for at sende syrere på midlertidigt ophold hjem efter et år, mens Østergaard forventer, at de syriske flygtninge, der kommer til Danmark i øjeblikket, ender med at blive her i mange år.

Regeringens nye udspil på området, der skal tredjebehandles efter nytår, lægger ellers op til en ny, midlertidig opholdstilladelse på et år til krigsflygtninge, der samtidig må vente et år på at få familiesammenføring.

Karsten Lauritzen mener, at regeringen lægger som forudsætning for forslaget, at syrerne kun skal være her et år eller to, altså i modsætning til Østergaards seneste udmelding.

- Vi vil gerne stemme for en stramning, men det virker til, at det mest er en teoretisk stramning, regeringen laver, som ikke vil have noget synderlig betydning, siger Karsten Lauritzen.

- Hvis vi bare tilnærmelsesvis kunne få at vide, hvad lovforslaget betyder. Kommer der flere eller færre asylansøgere fra Syrien? Hvem omfatter lovforslaget? Er det lettere at sende folk tilbage, eller er det sværere? Det skal vi have svar på snarest, siger han.

/ritzau/