Venstre kalder aftale om F1-lån for nødlov

Skrevet af admin

06/02/2014

Dagens topnyheder

Der er flertal for loven, der sikrer de populære et-årige flekslån, de såkaldte F1-lån, og Venstre er med i aftalen, men partiet kalder alligevel loven for nødlovgivning.

Det sker, efter at erhvervs- og vækstminister Henrik Sass Larsen (S) nu har flertal for den lov, der sikrer flekslånene.

- Vi anser det grundlæggende som nødlovgivning, der skal til for at berolige omverdenen med, at Danmarks realkreditsystem er sikkert og solidt.

- Det har realkreditsystemet i den grad vist under finanskrisen, siger Peter Christensen (V), der er finansordfører.

Henrik Sass Larsen holder fast i den såkaldte rentetrigger, som sikrer boligejerne mod en for kraftig rentestigning.

Triggeren udløses ved en rentestigning på mere end fem procent og har været stærkt kritiseret.

På mødet blev partierne enige om en væsentlig ændring til det lovforslag, som regeringen har lagt frem.

- Der kom en række ændringer. Det vigtigste er, at den rentetrigger, der skulle ske, hvis en auktion fejler og stiger mere end fem procent, kun omfatter F1- og F2-lån, men ikke F3-lån, siger Peter Christensen.

De Konservatives erhvervsordfører Brian Mikkelsen deler opfattelsen om vigtigheden af rentetriggeren.

- Hvis der kommer en rentestigning på fem procent, så er det virkelig fordi, at båden rokker. Måske sker det. Måske sker det ikke, men så er det godt, at vi har en rentetrigger, siger Brian Mikkelsen til TV2 News.

Han forsikrer, at man har kigget realkreditsystemet med flekslån efter i sømmene og taget højde for alt.

- Vi har været igennem systemet med en tættekam. Vi har også ændret på nogle ting undervejs, så vi sikrer F1-lånene. Det er vigtigt at skabe sikkerhed om lån med korte løbenumre, siger Brian Mikkelsen til TV2 News.

Inden aftalen bliver endelig vedtaget i folketingssalen ser det ud til, at Enhedslisten, Liberal Alliance og Dansk Folkeparti ikke vil stemme for, og det ærgrer Brian Mikkelsen.

- Vi havde håbet på bredest muligt flertal, for det sender et godt signal til markederne, at der er enighed, siger han.

Loven træder i kraft den 1. april 2014 for obligationer med op til og med ét års løbetid, og den 1. januar 2015 for øvrige obligationer.

/ritzau/