Venstre kalder konservativ bycykel-klage useriøs

»Det er et useriøst stunt fra Rasmus Jarlovs (K) side. Hvis han mener, at der er noget i det, han siger, kunne han have fået det afklaret under udvalgsbehandlingen og stillet spørgsmål til forvaltningen, dengang man behandlede sagen i kommunen,« siger Jan E. Jørgensen til P4 København om den konservative leder i Københavns Borgerrepræsentation.

De Konservative mener ikke, at Københavns Kommune har hjemmel til at udleje cykler, hvilket er planen med de københavnske bycykler.

»Ud over at det er ringeagt for skatteydernes penge at købe så ekstremt dyre luksuscykler, så vil det også tage brødet ud af munden på mange private cykeludlejere. De har ingen chance for at overleve, når de skal konkurrere med kommunens cykler, der lejes ud til en kunstig lav pris. Vi mener slet ikke, at kommunen har hjemmel til at drive den slags virksomhed,« siger Rasmus Jarlov i en pressemeddelelse.

Men Jan E. Jørgensen afviser, at man kan kalde bycyklerne konkurrenceforvridende.

»Så må han jo også mene, at busser og metroer er konkurrenceforvridende i forhold til folk, der lejer biler ud,« siger han.

Får Konservative medhold i klagen, er det ikke første gang, de københavnske politikere underkendes i den slags sager. For tre år siden vedtog et flertal i Borgerrepræsentationen, at kommunen skulle oprette et kommunalt begravelsesselskab. Kommunens jurister konkluderede dog, at der ikke var hjemmel til at drive den slags virksomhed, hvorefter idéen blev droppet.

»Der er nødt til at blive trukket en grænse. Kommunen skal ikke udkonkurrere små erhvervsdrivende, men koncentrere sig om sine kerneopgaver. København har takket være sine mange rige tilflyttere og få ældre utroligt mange penge, men det betyder ikke, at den skal brede sig ud over alle grænser og påtage sig alverdens opgaver, som civilsamfundet er bedre til at løse. Det er både spild af penge og urimeligt,« siger Rasmus Jarlov.

Dagens Gossip