Venstre: Klogt af Bødskov at gå

Skrevet af admin

10/12/2013

Dagens topnyheder

Det er yderst kritisabelt, at justitsministeren ikke blot har vildledt, men konstrueret en løgn for at få Folketingets Retsudvalg til at udsætte et besøg på Christiania i februar 2012.

Sådan siger Venstres retsordfører, Karsten Lauritzen, efter at Enhedslisten har bedyret, at de ikke længere har tillid til ministeren efter et samråd om Christiania-sagen tirsdag, og justitsminister Morten Bødskovs (S) efterfølgende beslutning om at gå af.

- Det er en rigtig og klog beslutning, som Morten Bødskov har valgt at tage. De sidste 24 timer har været et meget uskønt forløb, og det havde måske været bedre, hvis justitsministeren havde nået frem til den erkendelse, som vi andre har haft på fornemmelsen, lidt før, siger Karsten Lauritzen.

- Men sådan er det, jeg forstår også, at justitsministeren kæmpede for sit politiske liv.

Morten Bødskov forklarede til samrådet, at han konstruerede forklaringen om, at daværende politidirektør Johan Reimann ikke kunne deltage i besøget på Christiania for at forhindre retsudvalget i at besøge Christiania.

Der var en alvorlig sikkerhedstrussel forbundet med besøget, hvor også Pia Kjærsgaard (DF) skulle deltage, og den oplysning kunne ikke gives videre til retsudvalget, da det ville kompromittere PET's efterretninger.

- Vi kan i retsudvalget godt selv træffe beslutninger om, hvor vi skal tage hen, og vi kan også godt, når vi ellers bliver oplyst om det på et fagligt og sagligt og fyldestgørende grundlag, beslutte, om man vil tage ud på Christiania med politibeskyttelse eller ej, siger Karsten Lauritzen.

Ministerens bekymring om retsudvalgets sikkerhed ændrer ikke ved, at det er en løgn, han har givet, siger han.

- Det er ikke en ministers opgave at træffe beslutninger for et folketingsudvalg. Det er at levere nogle oplysninger, anbefale noget, og så må man respektere udvalgets beslutning. Det er den afgørende fejl, justitsministeren begik her, siger Karsten Lauritzen.

/ritzau/