Venstre kræver højere erstatning til stormflodsofre

Decemberstormen Bodil har efterladt mange husejere langs kysterne med store udgifter på grund af ødelagte og oversvømmede boliger.

Derfor kræver Venstres formand for Folketingets udvalg for landdistrikter og øer, Hans Christian Schmidt, nu, at reglerne bliver ændret, så de ramte husejere kan få dækket flere skader. Det skriver dr.dk.

- Ingen havde på forhånd forestillet sig, at de skulle få oversvømmelse i det omfang, de fik. Derfor er vi nødt til at gå ind og kigge på de regler - også med tilbagevirkende kraft, siger han til DR Nyheder.

Den tidligere fødevare- og miljøminister besøgte søndag nogle af boligområder ved Roskilde Fjord, der blev hårdest ramt af Bodils hærgen i december.

Og han mener ikke, det er rimeligt, at stormflodsforsikringen har en høj selvrisiko og tager udgangspunkt i regler om store nedskrivninger på gamle huse.

- Det er en stribe af forhold, som rammer de her mennesker, og det er helt urimeligt. Der er folk, der får mindre end halvdelen udbetalt, og derfor er vi helt klart nødt til at gå ind og se på det her. Det er nogle helt horrible vilkår, siger han til DR Nyheder.

Erhvervs- og vækstminister Henrik Sass Larsen (S), der mandag selv besøger stormramte indbyggere i Jyllinge Nordmark, er ifølge DR Nyheder positiv over for at ændre reglerne med tilbagevirkende kraft.

Hans fokus ligger dog især på omkostningerne ved genhusning, men Hans Christian Schmidt mener, at man bør gå skridtet videre og ændre en række andre forsikringsregler.

/ritzau/

Dagens Gossip