Venstre kræver svar fra regeringen efter terror-mails

Skrevet af admin

12/05/2015

Dagens topnyheder

Venstres retsordfører, Karsten Lauritzen, har svært ved at forestille sig, at statsministeren først i forbindelse med politiets redegørelse om terrorangrebet i København blev bekendt med at have givet forkerte oplysninger på et pressemøde 16. februar.

Det siger han, efter at Justitsministeriet har fremlagt en stribe mailkorrespondancer fra timerne umiddelbart efter angrebet ved Krudttønden 14. februar.

- Nu ved vi, at Statsministeriet og Justitsministeriet er vidende om, at statsministeren giver forkerte oplysninger. Og jeg har svært ved at tro, at man ikke bibringer statsministeren, at hun har sagt noget, der er faktuelt forkert, siger Karsten Lauritzen til Ritzau.

Redegørelsen, som Justitsministeriet tirsdag har offentliggjort, indeholder en række dokumenter fra timerne umiddelbart efter angrebet ved Krudttønden 14. februar.

I redegørelsen fastholder justitsminister Mette Frederiksen (S), at man først i forbindelse med politiets redegørelse blev bekendt med adskillige væsentlige detaljer.

Karsten Lauritzen tror dog ikke, at det er tilfældet. Det siger han blandt andet med henvisning til, at adskillige embedsmænd var involveret i mailkorrespondancer umiddelbart efter pressemødet 16. februar.

- Jeg kan se, at der er foregået en større diskussion mellem embedsmænd om, at man har sagt noget, der er forkert. Derfor har jeg svært ved at tro på, at statsministeren ikke har fået det at vide efterfølgende, siger Karsten Lauritzen.

I lyset af de offentliggjorte dokumenter, mener han, at statsministeren - ligesom justitsministeren - bør indvilge i at deltage i et samråd.

- Det her understreger behovet for, at statsministeren skal forklare sig i samråd i Folketingets Retsudvalg, siger Venstres retsordfører.

/ritzau/