Venstre lægger luft til lovindgreb i lægekonflikt

Venstre er enig med regeringen i behovet for en modernisering af almen praksis, men partiet er uenig i centrale dele af regeringens udspil.

»Vi mener, at der er en række steder i lovforslaget, hvor der er plads til forbedringer. Vi er enige i, at der er behov for en modernisering af almen praksis, men vi vil ikke være med til en vidtgående detailregulering i forhold til de praktiserende læger,« siger sundhedsordfører Sophie Løhde (V) til Berlingske Nyhedsbureau og uddyber:

»Det er ikke en opgave for 179 folketingsmedlemmer at sidde og detailregulere, hvornår de praktiserende læger for eksempel skal aflægge sygebesøg. Der må være grænser for politik, og her åbner man ganske enkelt en for stor ladeport i forhold til en detailregulering af almen praksis,« siger hun.

For et par uger siden, da regeringen præsentede sine planer, gav Sophie Løhde udtryk for, at Venstre og regeringen havde været i dialog om indholdet.

»Vi har haft en række drøftelser undervejs, hvor vi fra Venstres side har tilkendegivet, hvad der betyder noget for os, og derfor kan vi også i dag overordnet bakke op om det lovforslag, der er lagt frem,« sagde hun til Berlingske Nyhedsbureau 3. maj.

Spørgsmål: Har Venstre skiftet mening i løbet af de seneste par uger?

»Vi har ikke skiftet mening, men vi tilkendegiver klart, at der er plads til forbedringer i lovforslaget,« siger Sophie Løhde og uddyber:

»Vi har en fælles forståelse med regeringen i forhold til behovet for en modernisering af almen praksis, og den er intakt. Men nu har vi haft lejlighed til at se det endelige lovforslag, og der er en række steder, hvor vi måske har lidt svært ved at genfinde os selv - eller hvor i hvert fald regeringen går i en anden retning end den, vi ønsker at gå,« siger hun.

De seneste dage har praktiserende læger over hele landet taget massiv afstand fra regeringens forslag, men Sophie Løhde afviser, at lægernes modstand har fået Venstre til at ændre mening:

»Nej, vi siger, hvad vi mener i Venstre. Og det vil vi gøre uanset hvad. At de praktiserende læger laver afstemninger rundt i regionerne, er de i deres gode ret til. Det interessante er, at vi lytter til, hvad de har af kommentarer og betragtninger i forhold til det samlede lovforslag,« siger hun.

Dagens Gossip

Dagens TV