Venstre læner sig op af toppost i Region Sjælland

Skrevet af admin

20/11/2013

Mest læste i dag

Magtskiftet i Region Sjælland er en realitet.

Ifølge Sjællandske Medier har Venstre konstitueret sig bredt med støtte fra De Radikale, Liberal Alliance, Dansk Folkeparti og De Konservative.

Venstre er gået et mandat frem og har nu 13 mandater, Dansk Folkeparti kan mønstre syv, og altså to mere end efter sidste valg, mens De Konservative er gået et mandat tilbage og får nu to medlemmer i regionsrådet i Sorø, hvor der er 41 pladser.

De Radikale og Liberal Alliance får hver ét mandat.

Socialdemokratiet får 11 mandater og mister dermed én plads. Enhedslisten buldrer ind i regionsrådet med fire mandater, mens SF samtidig mister fire og har dermed to tilbage i regionsrådet.

Jens Stenbæk var Danske Regioners chefforhandler under forårets lægekonflikt, hvor danskerne var tæt på at skulle betale for at gå til lægen, da de praktiserende læger og regionerne ikke kunne blive enige om en ny overenskomst.

Han er økologisk fritidslandmand og bestyrelsesmedlem i Danske Regioner.

Stenbæk var også Venstres spidskandidat i 2009, men trods 19.194 personlige stemmer måtte han se Steen Bach Nielsen løbe med titlen som regionsrådsformand, selv om socialdemokraten kun fik 9974 personlige stemmer.

Det skete, da to ud af fem DF'ere hoppede over til Socialdemokraterne og pegede på Steen Bach Nielsen. Denne gang har Dansk Folkeparti dog entydigt bakket Jens Stenbæk op.

/ritzau/