Venstre og Socialdemokraterne hænger ja-plakater op sammen

Skrevet af admin

06/11/2015

Dagens topnyheder

Venstre og Socialdemokraterne går nu aktivt sammen på gaden for at få danskerne til at stemme ja ved folkeafstemningen om EU-retsforbeholdet 3. december.

Lørdag morgen mødes udenrigsminister Kristian Jensen (V) og Socialdemokraternes Morten Bødskov for sammen at hænge valgplakater op.

- Venstre og Socialdemokraterne er uenige om rigtig mange ting, men når det kommer til at sikre Danmarks muligheder for at bekæmpe grænseoverskridende kriminalitet, så står vi på samme side, siger Kristian Jensen i en pressemeddelelse.

- Afstemningen er rigtig vigtig - faktisk så vigtig, at jeg nu, for første gang i mit liv, går sammen med Socialdemokratiet om at hænge valgplakater op.

Morten Bødskov ser frem til sammenarbejdet med Kristian Jensen.

- Normalt får vi kritik for at spænde ben for hinanden i politik, men det her er så vigtigt for Danmark, at vi lægger de politiske uenigheder til side og samarbejder.

- Derfor holder jeg gerne stigen for Kristian, så Venstres plakat kan komme sikkert op, siger Morten Bødskov.

De første plakater hænges op på Dronning Louises Bro i København lørdag klokken 8.00.

Ja-siden ønsker at omdanne retsforbeholdet til en tilvalgsordning, så Danmark selv bestemmer, hvilke dele af EU's retssamarbejde Danmark skal deltage i, og hvilke dele Danmark skal stå udenfor.

Ændringen er blandt andet blevet aktuel, fordi nye regler betyder, at Danmark risikerer at skulle forlade i det europæiske politisamarbejde, Europol, på grund af retsforbeholdet.

Nej-partierne mener, at Danmark selv med et nej kan fortsætte i Europol-samarbejdet via en parallelaftale.

Ja-partierne, som består af Venstre, Socialdemokraterne, De Konservative, SF, De Radikale og Alternativet, beder danskerne om at stemme ja til en pakke af 22 retsakter.

Fra Enhedslisten, DF og Liberal Alliance er opfordringen til danskerne at stemme nej.

/ritzau/