Venstre om afvisning af omprioritering: Gratis omgang

Skrevet af admin

26/10/2015

Dagens topnyheder

V-regeringen har overtaget en så stram økonomi, at det er nødvendigt at prioritere skarpt.

Sådan lyder det fra Venstres politiske ordfører, Jakob Ellemann-Jensen, efter at både Socialdemokraterne og Dansk Folkeparti har afvist at lægge stemmer til regeringens forslag om at skære én procent af kommunernes budgetter hvert år i 2017, 2018 og 2019.

Pengene skal ifølge V-regeringen gå til et såkaldt omprioriteringsbidrag, så der er råd til særlige indsatser.

- Der er tale om en fuldstændig gratis omgang fra Mette Frederiksen, siger Jakob Ellemann-Jensen og tilføjer:

- Kasseeftersynet har vist, at den økonomi, som vi overtog fra den tidligere regering, er meget stram, og der er behov for klare prioriteringer.

- De skridt tør regeringen tage, mens Mette Frederiksen tilsyneladende er faldet tilbage til Fair Løsning-tiden og ufinansierede forslag, der ikke kan klare virkelighedstesten, siger Jakob Ellemann-Jensen.

Både DF og S frygter, at regeringens plan vil føre til minusvækst i kommunerne, fordi nogle af pengene fra omprioriteringsbidraget ikke vil blive ført tilbage til indsatser i kommunerne.

Den bekymring harmonerer dog ikke med Socialdemokraternes handlinger, mens de var i regering, mener Jakob Ellemann-Jensen.

- Det er jo ikke lang tid siden, at den tidligere regering, som Mette Frederiksen selv var en del af, førte minusvækst i omkring halvdelen af kommunerne. Jeg synes, det her er totalt useriøst, siger Jakob Ellemann-Jensen.

/ritzau/