Venstre om asylsøgeres klage: Vi kan ikke trylle

Skrevet af admin

25/11/2014

Dagens topnyheder

- Vi kan ikke trylle.

Sådan siger Venstres integrationsordfører Martin Geertsen til klager fra asylsøgere, der er indkvarteret på et midlertidigt asylcenter i Herning, hvor 200 mennesker fra Syrien og Eritrea sover hos Beredskabsstyrelsen og spiser mad i telte.

- Det er vigtigt, at de syriske asylansøgere forstår, at selvom Danmark selvfølgelig skal tage sin part af verdens flygtningeudfordringer, så er vi et lille land, som i øjeblikket mærker et historisk højt antal asylansøgere, siger Martin Geertsen.

Det pres, som vores myndigheder i øjeblikket oplever, gør, at vi må gribe til alle redskaber i værktøjskassen, og det er i denne situation ikke nødvendigvis ensbetydende med eget værelse med bad, siger han.

Asylansøgerne - eller i hvert fald dem, der tirsdag udtaler sig til Jyllands-Posten - klager over beskidte toiletter og at der ikke er varme i sovesal og madteltet på det midlertidige center.

- Vi ønsker ikke problemer. Vi ønsker bare klar besked om, hvor længe vi skal være her, siger den syriske asylansøger og elektroingeniør Mohamed Al Kadri til Jyllands-Posten

De danske myndigheder blev hen over sommeren overrumplet af flygtningestrømmen fra især Syrien. På få måneder gik man fra at forvente omkring 7500 asylansøgere i år til "op mod 20.000" - et tal, man nu forsigtigt antyder, kan blive lavere.

- For mig er der ingen vej uden om. Asylansøgerne fra Syrien og Eritrea bliver nødt til at leve med tingene, som de er. Danmark er et gæstfrit land, men vi kan ikke trylle, og vi gør, hvad vi kan, for at levere de bedst mulige betingelser for de mennesker, der flygter til vores land, siger Martin Geertsen.

/ritzau/