Venstre om vækstplan: Bedre sent end aldrig

Skrevet af admin

16/12/2013

Mest læste i dag

Landets største parti, Venstre, er umiddelbart positiv overfor den vækstplan for fødevareerhvervet, som regeringen har præsenteret mandag.

Men mange af initiativerne kommer for sent, lyder kritikken.

- Selvom udspillet er udmærket, så kommer det desværre alt for sent. Regeringen kunne have præsenteret en række af initiativerne for mere end to år siden, da Husdyrudvalget fremlagde præcist de samme forslag, siger Venstres miljøordfører, Henrik Høegh.

Han ærgrer sig over, at mange danske landmænd og slagteriarbejdere har mistet deres job, siden Husdyrudvalget præsenterede sit forslag.

Regeringens i alt 34 initiativer, der blandt andet betyder op til tre milliarder kroner årligt til landbruget, skal desuden ses i sammenhæng med negative effekter af initiativer, som regeringen arbejder på at gennemføre sammen med Enhedslisten, siger Henrik Høegh.

Også Venstres fødevareordfører, Erling Bonnesen, hæfter sig ved flere af regeringens tidligere initiativer, som, han mener, skader vækstpotentialet i fødevareerhvervet.

- Femdoblingen af NOx-afgiften har alene kostet over 1000 danske arbejdspladser, siger han.

Han undrer sig samtidig over, at "de randzoner, som regeringen har gennemtvunget trods mangelfuld kompensation og et fejlagtigt kortmateriale – slet ikke er nævnt i vækstplanen".

- Selvom det er et af de største problemer for vækst i fødevaresektoren for øjeblikket, siger Erling Bonnesen.

Begge ordførere understreger dog, at Venstre gerne forhandler pakken, der blev præsenteret mandag formiddag af erhvervs- og vækstminister Henrik Sass Larsen (S), miljøminister Ida Auken (SF) og den nytiltrådte fødevareminister, Dan Jørgensen (S).

/ritzau/