Venstre: Radikales børnecheck-forslag er skattestigning

Skrevet af admin

06/06/2015

Mest læste i dag

De Radikales forslag om at skære i børnechecken til de rigeste familier i Danmark, svarer reelt til en skattestigning, siger Venstres finansordfører Peter Christensen.

Meldingen kommer efter den radikale leder, økonomi- og indenrigsminister Morten Østergaard, har foreslået at skære mere af børnechecken til de mest vellønnede familier for at give bedre vilkår til enlige forsørgere, der arbejder.

Den halve milliard, regeringspartiet mener at kunne hente på omlægningen, skal gå til at hæve indtægtsgrænsen for, hvornår enlige forsørgere, der bor til leje, mister boligstøtte og friplads i daginstitution.

Mens friplads og boligsikring i dag aftrappes, hvis man tjener 221.500 kroner eller mere, skal det ifølge De Radikale først ske fra 331.500 kroner.

- For de mennesker, en mindre børnecheck rammer, vil det svare til en skattestigning, siger Peter Christensen, der fortsætter:

- Det, sammenholdt med De Radikales ønske om at hæve boligskatten, betyder, at der tegner sig et billede af, at Radikale ønsker, at man skal betale mere skat i Danmark, fortsætter han.

Ordføreren understreger, at han gerne ser en skattelettelse for de laveste indkomster, "men ikke ved at lade andre skatter stige".

Helt konkret foreslår Radikale, at de familier, hvor den ene eller begge ægtefæller tjener mere end cirka 723.000 om året, får en mindre børnecheck end i dag.

Partiet vil nedtrappe børnechecken med beløb svarende til fem procent af den indkomst, der overstiger 723.100 kroner. I dag er nedtrapningen to procent.

Også den liberale tænketank Cepos slår ned på det radikale forslag:

- Det radikale forslag svarer til at øge topskatten med cirka tre procentpoint for forsørgere med indkomst på over 723.000 kroner, siger cheføkonom i Cepos, Mads Lundby Hansen.

- Det er den helt forkerte retning. Forslaget vil gøre det mindre attraktivt at arbejde ekstra, og derfor vil det reducere arbejdsudbuddet, fortsætter han.

/ritzau/