Venstre: Radikales pensionsforslag er populistisk pres

Skrevet af admin

25/03/2016

Mest læste i dag

De Radikales forslag om at hæve pensionsalderen for ministre og folketingsmedlemmer er populistisk, mener Venstres finansordfører, Jacob Jensen.

Et sådant forslag skal nemlig ikke kun se på de folkevalgtes pensionsalder. Det skal ses i sammenhæng med andre forhold såsom løn, der spiller ind, når man er minister eller folketingsmedlem.

- Det er lidt populistisk, at De Radikale nu forsøger at "presse os" og klandre os for ikke at komme med noget, få måneder efter at De Radikale selv har været med til at springe fra den aftale, der har været omkring Vederlagskommissionen, siger han.

De Radikale vil på tirsdag fremsætte et beslutningsforslag, der vil hæve pensionsalderen for de folkevalgte til 67 år. Ændringen skal ifølge forslaget som udgangspunkt gælde for alle politikere under 52 år.

Pensionsalderen er 67 år for hele den danske befolkning med undtagelse af politikere. Ministre eller folketingsmedlemmer, der er tiltrådt efter 2007, kan få pension, når de fylder 62 år.

I januar kom Vederlagskommissionen med en anbefaling om, at pensionsalderen for ministre og folketingsmedlemmer skulle hæves, og lønnen skulle sættes op.

Anbefalingen mødte dog ikke politisk opbakning og faldt derfor til jorden, til trods for at partierne to år tidligere havde givet håndslag på at følge kommissionens anbefalinger.

At pensionsalderen for politikere skal hæves, er Jacob Jensen (V) ikke afvisende overfor.

- Der er jo ikke noget her i livet, der er statisk. Vi har en mekanisme blandt den almindelige befolkning, hvor vi for år tilbage vedtog, at man hævede pensionsalderen i takt med, at levealderen stiger.

- Derfor skal man også være åben over for at kigge på, hvordan andre forhold, herunder også pensionsforhold for ministre og folketingsmedlemmer, skal ses på, siger han.

Ifølge Jacob Jensen (V) vil Venstre kigge på pensionsalderen og de andre forhold, der spiller ind for politikere, i forbindelse med regeringens 2025-plan senere på året.

Dansk Folkeparti, Enhedslisten og SF har tidligere sagt, at politikernes egen pensionsalder bør sættes op, hvilket Socialdemokraterne torsdag også erklærede sig enig i.

Socialdemokraterne vil dog ikke stemme for forslaget på tirsdag, da de ligesom Venstre ønsker at se pensionsalderen i sammenhæng med blandt andet politikernes løn.

/ritzau/