Venstre: Regeringen pynter sig med lånte fjer

Regeringen pynter sig med lånte fjer ved at hævde, at den har ført Danmark sikkert gennem krisen til høj økonomisk vækst. Der ventes skabt 15.000 flere private job på fem år, men rigtig vækst kommer kun ved reformer, så det bedre kan betale sig at arbejde.

Det siger Venstres finansordfører, Peter Christensen, om det såkaldte konvergensprogram. Her hæver regeringen sit vækstskøn i år fra 1,4 til 1,6 procent af bruttonationalproduktet, BNP. Samtidig forventer regeringen, at der skabes flere private job frem mod 2020.

- Det er ikke specielt høje tal. Det bekymrer mig politisk, at regeringen bruger tallene til at argumentere for, at alt er godt. Så nu behøver vi slet ikke gøre noget for at fintune dansk økonomi, siger Peter Christensen.

Siden december har regeringen regnet med en vækst på 1,4 procent i år. Der er tale om en lille opjustering, siden Nationalbanken for nylig hævede sit vækstskøn i 2015 fra 1,7 af BNP til 2,0 procent.

Venstre vil videre ad reformvejen, så det bedre betaler sig at arbejde. Lavtlønnede på kontanthjælp skal have mindre i offentlig ydelse, men slippe billigere i skat, siger Peter Christensen.

- Vi står i fremtiden til at få den sjettelaveste vækst af 34 lande i OECD (de vestlige landes økonomiske samarbejdsorganisation). Nationalbanken råber vagt i gevær, fordi vi ikke har en arbejdsstyrke, som kan håndtere en pæn, almindelig vækst, siger han.

Peter Christensen frygter, at fundamentet falder bort i dansk økonomi, hvis regeringen bruger af de massive milliardindtægter, den fik ved at fremrykke skat på kapitalpension, så det offentlige underskud kom under tre procent af BNP for at klare EU's krav.

- Det har hjulpet regeringen til at få tallene til at se bedre ud, end de er, siger Peter Christensen.

/ritzau/

Dagens Gossip