Venstre: Regeringen skal gøre mere for udsatte unge

Sådan lyder kritikken fra Venstres socialordfører, Eyvind Vesselbo (V), efter Informations artikel om, at færre og færre børn af lavt uddannede forældre gennemfører en ungdomsuddannelse trods regeringens indsats for at øge lighed gennem uddannelse.

»Der skal gøres en meget stærkere indsats, for jeg mener sagtens, man kan bryde den negative sociale arv. Hvis man ikke har den sociale indignation i samfundet, som har været tilfældet i de sidste par år, ja, så glemmer man, at der er nogle grupper, hvor det ikke bare er naturligt at få en uddannelse,« siger Eyvind Vesselbo til Berlingske Nyhedsbureau.

Helt konkret er andelen af 25-årige børn af forældre med højst en grundskoleuddannelse, der har fuldført en ungdomsuddannelse, faldet med syv procentpoint til 52 procent i 2012 ifølge Danmarks Statistik.

Ifølge Eyvind Vesselbo har regeringen stirret sig blind på uddannelse som en enkeltsag for at øge ligheden i det danske samfund.

»Der er brug for en helhedsindsats. Socialminister Karen Hækkerup (S) må ind i et samarbejde med Christine Antorini (S) (børne- og undervisningsminister, red.), så man sikrer en bedre koordinering af den sociale indsats,« siger Venstres socialordfører.

Socialdemokraterne har flere gange understreget, at økonomisk omfordeling ikke er det væsentligste for at komme den negative sociale arv til livs, skriver Information. Partiet har til gengæld satset på at skabe stærke institutioner med fri og lige adgang.

Dagens Gossip