Venstre: Regeringen skubber elbils-regning foran sig

Venstre beskylder regeringen for at skubbe regningen foran sig, når det gælder forslaget om at fritage el- og brintbiler for afgifter helt frem til 2017, selvom den nuværende ordning om afgiftsfritagelse kun løber frem til udgangen af i år.

Den øvelse - samt et par andre tiltag - koster samlet set omkring 450 millioner kroner - penge, som regeringen vil finde på finansloven for næste år. Med andre ord på den anden side af det kommende folketingsvalg.

- I Venstre er vi klar til at diskutere med regeringen, hvordan vi kan finde finansiering, så branchen ved, om el- og brintbiler også er afgiftsfritaget efter nytår, siger Venstres skatteordfører, Torsten Schack Pedersen.

- Men det kræver, at regeringen vil være med til at finde finansieringen i stedet for bare at skubbe endnu en regning foran sig, siger han.

- Der er brug for, at vi får skabt klarhed om, hvorvidt el- og brintbiler bliver afgiftsfritaget eller ej, så branchen ved, hvad den har at forholde sig til.

- Det gør regeringen ikke med det, den lægger frem her. Regeringen opfører sig dybt uansvarligt. Den skubber regningen foran sig til efter et valg i stedet for at pege på, hvordan afgiftsfritagelsen skal finansieres, lyder det fra Venstres skatteordfører.

Samme kritiske røst lyder i øvrigt fra den anden ende af folketinget, hos SF:

Her kalder partiets skatteordfører, Lisbeth Bech Poulsen, regeringens forslag for "totalt uforpligtende".

Ifølge skatteminister Benny Engelbrecht (S) vil nogle el- og brintbiler risikerer en afgiftsstigning på op til 180 procent ved udgangen af i år, hvis man ikke forlænger ordningen med afgiftsfritagelse.

/ritzau/

Dagens Gossip