Venstre: Regeringens sociale mål er kun flotte hensigter

Skrevet af admin

22/09/2014

Dagens topnyheder

Regeringen burde lade være med at slå sociale hensigtserklæringer stort op, når det viser sig, at den har svært ved at følge op på de gode intentioner.

Det siger Venstres socialordfører, Karen Ellemann, efter at der endnu ikke er blevet sat konkrete mål og metoder på en række af de sociale mål, som regeringen præsenterede for et år siden.

- Det her er ikke en kritik af hensigterne. Det er en kritik af, at man har slået sig stort op som regeringen, der konkret vil gøre en hel masse. I øjeblikket er det ikke mere værd end det papir, det er skrevet på, siger Karen Ellemann til Ritzau.

Regeringen opstillede sidste år ni mål på socialområdet. Et af målene lyder for eksempel, at der maksimalt må være 4000 hjemløse i Danmark. Et andet at mindst 50 procent af udsatte børn og unge skal have en ungdomsuddannelse som 25-årige.

- Det er ikke i orden at have noget at stræbe efter, som man ikke engang har fundet ud af, hvordan man vil opgøre. Langt over halvdelen af målene er blanke, fordi man ikke engang har fundet ud af, hvordan man tæller. Når man sætter sig et mål, er den allerførste forudsætning, at det skal være målbart, siger Karen Ellemann.

Hun siger, at Venstre ikke har taget stilling til, om en eventuel kommende borgerlig regering vil adoptere den nuværende regerings mål på det sociale område.

Ifølge socialminister Manu Sareen (R) skyldes de manglede måltal blandt andet, at der har været stor udskiftning på socialministerposten. Men den forklaring giver Karen Ellemann ikke meget for.

- Det er faktisk en ret bekymrende udtalelse fra ministeren. Men er det så fordi, at man har haft en minister, der har lavet nogle flotte overskrifter, men at der ikke findes et embedsværk, der arbejder i samme retning, spørger Karen Ellemann

/ritzau/