Venstre ser ingen grund til at tillade terror-hyldest

Skrevet af admin

16/08/2015

Mest læste i dag

Danmark gør klogt i fortsat at kriminalisere udsagn, der offentligt billiger og hylder terroraktioner rundt omkring i verden.

Det siger Venstre retsordfører Preben Bang Henriksen efter, at tænketanken Justitia søndag opfordrer Folketinget til - i ytringsfrihedens navn - at droppe straffen for terror-hyldester.

- Vi mener, at den retstilstand, vi har i dag, er meget klar, og den ser vi ikke nogen grund til at ændre på, siger han.

- Det vil være meget vanskeligt at sondre mellem at hylde terror og at opfordre til det. Efter min opfattelse er der kun en ganske ubetydelig forskel mellem de to størrelser, lyder det fra Preben Bang Henriksen.

Ifølge Justitias direktør Jacob Mchangama - der i øvrigt tidligere har modtaget Venstres frihedspris - går Danmark videre i forbuddet mod at udtale sig om terrorhandlinger, end både FN og Europarådet lægger op til.

Og SF's retsordfører, Lisbeth Bech Poulsen, slår da også til lyd for, at afkriminalisere det at bakke op om terror i offentligheden, så længe man ikke opfordrer til det.

Og hun betegner paragraffen, der kriminaliserer bestemte ytringer om terror som "mudret".

Men det er at vende tingene på hovedet, mener Preben Bang Henriksen:

- Det vil netop føre til nogle meget mudrede retsteoretiske sondringer, hvis man skal til at afgøre, om en eller anden persons billigelse af terror nu også kan siges at være en opfordring til det, siger han.

Heller ikke Dansk Folkeparti kan se nogen grund til at lovliggøre offentlige hyldesttaler til terrorhandlinger.

/ritzau/