Venstre ser store problemer med danske adoptionsregler

Sådan lyder det fra Venstres socialordfører, Eyvind Vesselbo (V), der mener, at der skal være ensartede regler for tilsyn med alle adoptivbørn, uanset oprindelsesland.

»Ja, det er klart. Der er jo ikke forskel. Det kan jo være, at det går godt for dem, der kommer fra Sydafrika i en adoption, fordi familien fungerer godt. Og så kan det være, at det ikke fungerer særlig godt for en, der kommer fra Danmark, så jeg kan ikke se, at der bør være nogen forskel på, hvordan man følger de her familier,« siger Eyvind Vesselbo.

Kristeligt Dagblad skriver tirsdag, at der for adoptivbørn født i eksempelvis Thailand er tre tilsyn efter henholdsvis to, fire og seks måneder, mens der blot føres tilsyn med danskfødte adoptivbørn en enkelt gang efter 12 måneder.

Det er ikke godt nok, mener Eyvind Vesselbo, der samtidig erkender, at der har været for lidt fokus på forholdene for danskfødte adoptivbørn, selvom debatten om adoption i Danmark ellers har stået på længe.

»Vi har jo drøftet, at man skulle følge børnene fra udlandet - der var jo sagen med Masho. Det gælder selvfølgelig også med danskfødte børn, der er adopteret til danske familier. Der er det helt klart, at der har man nok haft opfattelsen af, at der måske ikke var så stort et behov for at kontrollere, om barnet så også havde det godt. Det gav sig selv, for det var jo nogle flinke mennesker, der adopterede,« siger Eyvind Vesselbo.

Han ser frem til at diskutere sagen med socialminister Annette Vilhelmsen (SF) og de øvrige partier, når Folketinget samles igen fra på tirsdag, og Eyvind Vesselbo peger på, at der bortadopteres omkring 15-20 danskfødte børn om året, og han mener derfor, at det bør være muligt at sørge for mere tilsyn med danskfødte adoptivbørn.

»Det er jo ikke så mange børn, det drejer sig om, så det burde være en overkommelig opgave for de kommuner, det drejer sig om, at holde et ekstra øje med, hvordan situationen er i de familier, der adopterer. Ikke fordi de skal overvåges, men for at sikre børnenes rettigheder. Det er jo ikke en naturlov, at fordi man gerne vil adoptere et barn, så går det også godt bagefter,« siger Eyvind Vesselbo.

Dagens Gossip