Venstre: SF skifter klart kurs om kontanthjælp

Skrevet af admin

15/04/2016

Dagens topnyheder

Regeringspartiet Venstre kritiserer SF for at skifte kurs om kontanthjælp. S-R-SF-regeringen skrottede kontanthjælpsloftet, men nu kræver SF, at indvandrerkvinder uddanner sig for at få kontanthjælp.

Det siger Venstres integrationsordfører, Marcus Knuth.

Samtidig afviser SF kravet om, at man skal arbejde 225 timer om året for at få kontanthjælp.

- Det er positivt, at SF begynder at tænke i disse baner. Men partiet var med til at afskaffe 225-timers-reglen og kontanthjælpsloftet, som skulle få folk, herunder indvandrerkvinder, ud på arbejdsmarkedet, siger Marcus Knuth.

SF vil ifølge dagbladet Information tjekke, om man kan kræve uddannelse af indvandrerkvinder på kontanthjælp, hvis de ikke har eksamen efter ni års skolegang eller en erhvervsuddannelse. Kravet gælder unge under 30 år på kontanthjælp.

Marcus Knuth finder det "helt afgørende", at indvandrerkvinder kommer i job for at forbedre integrationen. Derfor har V-regeringen genindført kontanthjælpsloftet og 225-timers-reglen, påpeger han.

- Det er lidt pudsigt, at SF først afskaffer 225-timers-reglen, som netop skal få indvandrerkvinder i arbejde, og nu kommer med noget, som ligner det lidt, siger Marcus Knuth.

De Konservatives integrationsordfører, Naser Khader, kalder det befriende, at dele af venstrefløjen er ved at vågne op.

- Vi andre har krævet, at indvandrere integrerer sig, og kvinder frigør sig. Det er enormt vigtigt, at vi ikke pakker dem ind i vat og gør dem til ofre, siger Naser Khader.

Mange indvandrerkvinder må ikke uddanne sig eller arbejde for deres mænd, mener han.

- De har nogle patriarker, mænd, der ikke lader dem gøre det. De foretrækker, at kvinderne går hjemme, laver mad og passer børn, siger Naser Khader.

/ritzau/