Venstre: Social dumping-udspil fra S nytter ikke noget

Skrevet af admin

04/06/2015

Dagens topnyheder

- Snyd og svindel skal bekæmpes, og det tror jeg ikke, at et eneste parti er uenig i.

Sådan lyder det fra Venstres Ellen Trane Nørby umiddelbart efter Socialdemokraternes udspil, der har til formål at bekæmpe den såkaldte sociale dumping, der af kritikere er en betegnelse for ansættelsesforhold, hvor udenlandske medarbejdere har ansættelsesvilkår, der er dårligere end deres danske kollegers.

Alligevel kaster Venstre-politikeren sig ikke ud i vild jubel efter torsdagens forslag.

- Det nytter ikke noget, at man otte dage inde i en valgkamp har behov for at udstede en masse løfter, når man har siddet på hænderne de seneste fire år. Hvis det her var noget, Socialdemokraterne ville, så havde de jo fået det gennemført.

- Der er en tendens til, at når valgkampen er i gang, så er der ikke grænser for, hvad Socialdemokraterne kan klare. Men når der ikke er valgkamp, så kniber det mere.

Det var statsminister Helle Thorning-Schmidt (S) og justitsminister Mette Frederiksen (S), der på et pressemøde præsenterede udspillet "Dansk løn for dansk arbejde".

I udspillet står der blandt andet, at man vil skrue højere op for bøder og straf mod social dumping, der hvor det er relevant. Og det er Ellen Trane Nørby som sådan ikke uenig i.

Der er dog nogle andre områder, hvor hun mener, at udspillet rammer skævt.

- Man skal passe på, at man ikke dynger dem til, som hver dag står op og passer et arbejde og sørger for, at vi har arbejdspladser i Danmark, siger hun og tilføjer:

- Vi vil gerne gøre det muligt at drive virksomheder i Danmark, hvis man gør det på de rigtige vilkår. Det vil vi ikke lægge hindringer i vejen for.

- Men selvfølgelig skal vi også slå ned på dem, som ikke overholder dansk lovgivning.

/ritzau/