Venstre: Socialister vil kun mistænkeliggøre

Sådan lød svadaen fra Johanne Schmidt-Nielsen (Ø), der fredag aften gik på Folkemødets talerstol for at kræve mere åbenhed omkring donationer til politiske partier.

Men det er en helt urimelig kritik, mener Venstres gruppeformand, Kristian Jensen (V), der opfordrer Enhedslistens frontfigur til at gribe i egen barm og rette blikket mod den støtte - især den indirekte støtte - som partierne i den røde blok modtager fra fagbevægelsen.

»Vi kunne måske gå til Enhedslistens forslag, hvis det var sådan, at vi kunne få offentlighed omkring fagbevægelsens bidrag til venstrefløjen. Der bliver jo ført milliondyre kampagner til støtte for de røde partier. Men det ønsker socialisterne ikke at fortælle om. De vil kun mistænkeliggøre os andre,« siger Kristian Jensen.

Han betegner Johanne Schmidt-Nielsens sammenkædning af partistøtte og bankpakker som en ubegrundet anklage.

»Hun skal være glad for, at hendes udtalelser ikke blev fremsat i en retssal, for hun har ikke skyggen af bevis. Sagen er, at Venstres politik fastlægges af Venstres politikere. Virksomheder kan ikke købe sig til indflydelse,« fastslår gruppeformanden.

Enhedslisten vil sænke beløbet for hemmelige donationer til partierne fra de nuværende 20.000 kroner til 5.000 kroner, men grænsen ligger fint som den ligger, mener Venstre.

Dagens Gossip