Venstre spiller ny trumf i forhandlinger om gymnasier

Skrevet af admin

13/01/2015

Mest læste i dag

Venstre mener nu at have fået et nyt stærkt kort på hånden i forhandlingerne med regeringen om en gymnasiereform.

En ny undersøgelse fra Dansk Erhverv konkluderer således, at fagligt svage elever har en negativ effekt på fagligt stærke klassekammerater, skriver Jyllands-Posten.

- Det bekræfter os i Venstre i, at det skal hedde minimum fire i karaktergennemsnit. Selvfølgelig får alle elever noget ud af at gå i gymnasiet: almen dannelse og faglighed. Men det er ikke målet. Målet er, at man bruger det til at læse videre, siger Venstres uddannelses- og forskningsordfører, Esben Lunde Larsen, til avisen.

Undersøgelsen fra Dansk Erhverv viser, at elever med en karakter på under fire i enten dansk eller matematik trækker resten af klassekammeraternes faglige niveau ned.

- Vi kan se, at det har en negativ effekt på de stærke elever, hvis der er mange svage. For så tilrettelægger man det faglige niveau efter dem. Der er en risiko for, at der, hvis mange har under fire i gymnasiet, følger en negativ effekt for nogle af de stærkere elever, siger forskningspolitisk chef i Dansk Erhverv, Mette Fjord Sørensen, til Jyllands-Posten.

At de stærkere elever skulle kunne trække de svagere op i niveau, afviser hun. Tværtimod kan de fagligt stærkeste elever miste et op til et halvt karakterpoint i deres gennemsnit.

Regeringen mener, at karakteren to i dansk og matematik er tilstrækkelig til at blive optaget på gymnasiet. Venstre derimod står fast på karakterkravet fire.

Fra regeringslejren er der ingen overvejelser om at bøje af over for Venstres holdning, da det ifølge Lotte Roed, undervisningsordfører for De Radikale, vil udelukke mange elever fra "uddannelsesfremmede hjem".

/ritzau/