Venstre støtter Thorning i dagpengesag

Skrevet af admin

11/03/2014

Dagens topnyheder

Venstre står bag regeringen, når Danmark støtter Finland mod EU-Kommissionen i dagpengesagen.

Det fastslår Venstres formand, Lars Løkke Rasmussen, i Folketingets spørgetime tirsdag med statsminister Helle Thorning-Schmidt (S).

- Vi er meget tilfredse med statsministerens helt nye position i forhold til det finske dagpengesystem. Der kan statsministeren regne med os, siger Lars Løkke Rasmussen.

Til gengæld udfritter han ligesom forhenværende finansminister Claus Hjort Frederiksen (V) forgæves Thorning om, hvad hun politisk mener om, at udlændinge kan få børnecheck efter et kort ophold i Danmark.

- Det gør dén måde, regeringen agerer på i børnecheck-sagen, helt uforståelig. Dén sag ønsker man ikke at diskutere og tage en dialog med EU-Kommissionen om, siger Claus Hjort Frederiksen og fortsætter:

- Så statsministeren skylder den danske befolkning en meget stor forklaring på, hvorfor hun ikke vil foretage sig noget aktivt for at beskytte optjeningsprincippet i børnechecken, men støtter Finland om optjening af dagpenge.

Han henviser til, at EU-sager kan true velfærdsydelser som dagpenge, børnecheck, SU, kontanthjælp og folkepension. Derfor bør SR-regeringen lave en politisk aftale om sagen, mener han.

- Vi har bedt om, at regeringen indkalder til forhandlinger om, hvad vi gør ved vore velfærdsydelser i Danmark. Indtil nu har regeringen afvist at gå ind i et analysearbejde af disse ting. Vores politik bliver usammenhængende, siger Claus Hjort Frederiksen.

- Det bliver sådan noget hapsi-flapsi. Man vil ikke se på børnecheck, men gerne støtte Finland om dagpenge. Der er hverken hoved eller hale i det, siger han.

Den tyske forbundskansler, Angela Merkel, afviser, at EU skal udvikle sig til en social union. Danmark burde støtte Tyskland og andre EU-landes modstand, mener Claus Hjort Frederiksen.

/ritzau/