Venstre: Svær balance at finde flere penge til Forsvaret

Skrevet af admin

02/05/2016

Dagens topnyheder

Danmark bør bruge flere penge på militæret, hvis man spørger forfatteren bag en rapport med anbefalinger til de kommende års danske udenrigspolitik.

Regeringspartiet Venstre er helt enig.

Peter Taksøe-Jensen, der har skrevet rapporten, mener, at et øget trusselsbillede udefra gør, at prisen for at være under Natos vinger er steget. Han foreslår derfor, at Danmark øger forsvarsbudgetterne.

Taksøe-Jensen, der også er dansk ambassadør i Indien, fik i efteråret 2015 af Venstre-regeringen til opgave at lave en udenrigspolitisk udredning.

- Vi synes, vi skal have så stærkt et forsvar som muligt i Nato-sammenhæng. Derfor skal man kigge ikke bare på vores materiel - hvor vi er ved at købe kampfly - men også på, hvor aktive vi er, siger udenrigsordfører hos Venstre Michael Aastrup Jensen.

- Der er ingen tvivl om, at det er Venstres holdning, at vi gerne vil finde flere penge til Forsvaret, siger Michael Aastrup Jensen.

Der er dog ikke mange penge at rutte med, og derfor kan det være svært at finde balancen ifølge Venstre.

- Vi har en svær økonomisk situation på den ene side, og på den anden side har vi helt nye udenrigspolitiske trusler, hvor blandt andre Rusland er blevet mere aggressive.

- Det er en svær balance, siger Michael Aastrup Jensen.

Grundlæggende mener Michael Aastrup Jensen dog, at det gode forhold til Nato og evnen til at forsvare Danmarks interesser i en verden, der er blevet mindre tryg, bør veje tungt.

- Det er ingen hemmelighed, at USA presser på for at få sine allierede til at øge deres forsvarsbudgetter. Og det vil de fortsætte med. Vi anerkender også, at alle Nato-lande skal bidrage.

/ritzau/