Venstre svarer igen på anklager om dovenskab

Det mener Venstres politiske ordfører, Ellen Trane Nørby (V), efter Socialdemokraterne har peget på, at Venstre »blot« har fremsat fem selvstændige beslutningsforslag i folketingssalen gennem de to år, mens Socialdemokraterne selv fremsatte ti gange så mange i de første to år i opposition til VK-regeringen.

Fra Venstres side understreger man således, at man i fællesskab med andre borgerlige partier har fremsat 38 beslutningsforslag, og dermed er det ikke rimeligt kun at fokusere på de fem, som partiet har fremsat alene.

»Vi har gjort en dyd ud af at få de andre partier med, og det står i kontrast til Socialdemokraterne, som åbenbart hellere har villet køre sololøb. Det er udtryk for forskellige måder at arbejde på,« siger Ellen Trane Nørby.

I forbindelse med opgørelsen over beslutningsforslag påpegede Socialdemokraternes politiske ordfører, Magnus Heunicke (S), forud for Venstres landsmøde i weekenden, at det borgerlige partis »tilbageholdenhed« med forslag kunne oversættes direkte til politisk dovenskab.

Han understregede, at Venstre på den måde holder vælgerne ude i mørket.

»Der er en meget stor utryghed og usikkerhed over, hvad der vil ske med vores velfærdssamfund, hvis Venstre kommer til magten. Det kan man ikke se i dag, for det er så tåget, hvad der er Venstres plan,« sagde han og uddybede:

»Venstre gør sig mange anstrengelser for ikke at skulle fortælle til danskerne, hvad konsekvensen er ved deres politik. Det er et udtryk for, at Lars Løkke er politisk doven, når han ikke vil fortælle, hvad Venstres plan er,« sagde Heunicke.

Ellen Trane Nørby deler ikke den udlægning:

»Vi mener, det har en styrke, når man ikke bare laver soloudspil,« siger hun.

Optællingen over beslutningsforslag viser, at Socialdemokraterne i sine to første år i opposition under den daværende VK-regering fremsatte 50 selvstændige beslutningsforslag, mens man fremsatte 18 sammen med andre.

Dagens Gossip

Dagens TV