Venstre til åbningsdebat: Regeringen er gået i stå

Skrevet af admin

09/10/2014

Mest læste i dag

Venstres formand, Lars Løkke Rasmussen, indledte torsdag Folketingets åbningsdebat med et skarpt angreb på den siddende regering.

- Virkeligheden er, at Danmark er faretruende tæt på at gå i stå. Vi hænger fast i dyndet. Og regeringens svar er pæne ord om vækst og de reformer, vi har lavet, siger han fra talerstolen og tilføjer:

- Mens regeringen er gået i stå, så er Venstre klar til at gå videre.

Venstre har siden statsminister Helle Thorning-Schmidts (S) åbningstale tirsdag efterlyst planer for væksten i Danmark. Det får Løkke også slået fast på talerstolen.

- Efter tre år med denne regering har vi hørt meget om vækst. Virkeligheden er dog, at vi endnu ikke har oplevet et år, hvor økonomien er vokset. Og vores vækstudsigter halter langt efter vores nabolande Sverige og Tyskland, siger han.

- Jeg hørte en statsminister, der siger, at hun vil skabe arbejdspladser, men hun har ikke svar på spørgsmålet om, hvordan vi gør det.

Siden Thorning i sin åbningstale lagde op til stramninger på udlændingeområdet, har der været heftig debat om den flygtningestrøm, der i øjeblikket kommer til Danmark fra blandt andet Syrien.

Thorning vil blandt andet gøre det sværere for asylansøgere med midlertidig opholdstilladelse at få familien til Danmark.

Venstre har anklaget Socialdemokraterne for at være skyld i, at der er kommet flere asylansøgere til Danmark, fordi regeringspartiet har lempet udlændingepolitikken.

- Efter tre år har vi hørt mange ord om en robust og retfærdig udlændingepolitik. Virkeligheden er 31 lempelser, en årlig milliardregning og det højeste antal asylansøgere i mere end 15 år, siger Løkke.

Tirsdag kom det frem, at Justitsministeriet forventer, at der kommer op imod 20.000 asylansøgere til Danmark i år. Det er dobbelt så meget som tidligere anslået.

/ritzau/