Venstre-top afsløret i privatmail i skattesag

Venstres daværende politiske ordfører Peter Christensen (V) sendte midt under Stephen Kinnock og Helle Thorning-Schmidts (S) skattesag i 2010 en e-mail om skattetekniske spørgsmål i sagen til daværende skatteminister Troels Lund Poulsen (V). Det skriver BT.

Mailen handlede om muligheden for at bringe Thorning-Kinnocks sag for Skatterådet og blev 7. juli 2010 klokken 17.57 sendt til Troels Lund Poulsens private hotmail, viser skattesagskommissionens dokumenter ifølge BT.

Troels Lund Poulsen havde på det tidspunkt både en ministermail og en folketingsmail.

Hotmailen står i kontrast til Venstre-politikernes forklaringer i kommissionen om, at de på ingen måde beskæftigede sig med skattesagen eller interesserede sig for den.

Ifølge professor i forvaltningsret ved Københavns Universitet Michael Gøtze åbner brugen af en privat mail-konto mulighed for, at man bevidst forsøgte at unddrage sig offentlighedens opmærksomhed. Han siger til avisen:

- Mailudvekslingen viser, at man har fulgt sagen tæt. Det svækker den tidligere skatteministers forklaring. Det er ikke ulovligt at anvende private e-mailkonti, men normalt kommunikerer man via officielle mails, når det handler om noget professionelt.

Hverken Troels Lund Poulsen eller Peter Christensen har villet kommentere artiklen over for BT.

Undersøgelseskommissionen blev nedsat af den tidligere skatteminister Thor Möger Pedersen (SF).

For det første skal kommissionen finde ud af, om nogen uvedkommende blandede sig i sagsbehandlingen, da Skat København i september 2010 afgjorde Helle Thorning-Schmidts skattesag og bestemte, at hendes mand, Stephen Kinnock, ikke er skattepligtig i Danmark.

Kommissionen skal også undersøge, hvem der stod bag lækagen af fortrolige papirer om statsministerens skatteforhold til dagspressen før folketingsvalget i september 2011, og om nogen derudover har forsøgt at videregive fortrolige oplysninger.

/ritzau/

Dagens Gossip