Venstre træt af skræmmebilleder om lektiehjælp

Partiets ordfører, Karen Ellemann (V), afviser at kommentere udspillet fra den tidligere regeringspartner, men siger til Berlingske Nyhedsbureau, at Venstre fortsat går ind for, at lektiehjælp skal være en integreret del af en længere skoledag. Hun er træt af de »skræmmebilleder«, der tegnes af modstanderne.

»Jeg synes, det er meget uheldigt, at det skabes billeder af lektiehjælp, hvor alle elever skal tvinges til at sidde på deres flade og lave de samme øvelser. Det er ikke sådan, at lektiehjælp fungerer, hverken i dag eller i fremtiden,« understreger Karen Ellemann.

»Lektietræning giver tid til faglig fordybelse og mulighed for at udfordre den enkelte elev efter individuelle behov. Det handler ikke om at sætte forældrene ud af spillet,« siger hun.

Med sit forslag om at droppe den obligatoriske lektiehjælp vil partiformand Lars Barfoed (K) give den omstridte »heldagsskole« dødsstødet. Venstre går ind for en skoleuge på 35 timer for eleverne i 4. til 9. klasse, men ifølge Karen Ellemann er det ikke lig med heldagsskole.

»Det er blevet en strid om ord, men i vores optik er det ikke en heldagsskole, hvis man går i skole fra klokken 8 til 15. Det handler om at skabe rammer for, at indlæringen foregår efter de bedste metoder. Der er jo ikke tale om 35 timers katederundervisning, men alt i skoledagen skal have et læringsformål, heriblandt lektiehjælpen,« siger V-ordføreren.

Hun håber, at det vil lykkes at nå til enighed om en aftale med partierne i forligskredsen - heriblandt altså de Konservative.

»De uskrevne spilleregler siger, at vi alle skal være enige, før vi kan vedtage en reform. Jeg håber, at det kan lade sig gøre, men jeg ærgrer mig over, at der i debatten bliver skabt retoriske skræmmebilleder, som ikke har hold i virkeligheden,« siger Karen Ellemann.

Dagens Gossip