Venstre truer med nej til aftale om akutjob

De meget omtalte akutjob til folk, som er i fare for at miste dagpengene, skal endeligt vedtages i Folketinget i dag. Regeringen har flertal for forslaget sammen med Enhedslisten.

Til det sidste er der imidlertid spænding om, hvorvidt Venstre, Folketingets største parti, vil trykke på de grønne ja-knapper, de røde nej-knapper eller ingen af dem.

Først på et gruppemøde klokken 11.30 tirsdag vil Venstres folketingsgruppe beslutte, om partiet vil være med til at bevilge de nødvendige 115 millioner kroner til planen, som er en aftale mellem regeringen og de private og offentlige arbejdsgivere.

Venstre er tvivl om, hvor mange langtidsledige, der vil få jobbene, selv om private arbejdsgivere lokkes med 25.000 kroner i præmie, hvis de blandt ansøgerne vælger en ledig, som er i fare for at miste dagpengene.

Det fortæller Venstres ordfører på sagen, Hans Andersen.

- Alle kan jo søge de job. Konkurrencen om dem er ikke blevet mindre, siger han.

Der er ikke tale om nye job, men en synliggørelse af de job, som i forvejen findes, påpeger han.

Hvis akutjobbene besættes af ledige, som ikke er langtidsledige, vil nogen stadig falde ud af dagpengesystemet, mener Hans Andersen.

Venstre har forgæves spurgt beskæftigelsesminister Mette Frederiksen (V), hvor mange af jobbene, hun regner med vil gå til dem, der risikerer af miste dagpengene.

Partiet har også forgæves søgt svar på, hvor mange af dem, der stadig vil have jobbene om et halvt eller et helt år, forklarer Hans Andersen.

- Hun svarer, at det kan man ikke sige noget om. Den usikkerhed må vi tage stilling til, siger han.

Hertil kommer, at de 115 millioner kroner skal hentes via Finansloven, som ikke er forhandlet færdig for 2013.

Venstre kan vælge at opfatte dagens hastebehandling i Folketinget som et smart træk for at presse Venstre med i aftalen, som Dansk Industri støtter.

Dermed risikerer Venstre at være med til at bevilge pengene, og uden sikkerhed for at være med til resten af Finansloven, statens budget.

/ritzau/

Dagens Gossip