Venstre udelukker ikke fængselsbetjente til fartkontrol

Skrevet af admin

14/08/2015

Mest læste i dag

Er det en god eller dårlig idé, at fængselsbetjente fremover skal hjælpe med at udføre fartkontrol på vejene?

Forslaget kommer fra Fængselsforbundet selv, og det er drøftet med justitsminister Søren Pind (V).

Idéen er god, siger Socialdemokraterne og De Radikale, Politiforbundet er kritisk, men hvad siger regeringspartiet Venstre?

Partiets retsordfører, Preben Bang Henriksen, kan ikke give et klart svar, men til Ritzau siger han:

- Umiddelbart er det ikke det, jeg forbinder med det arbejde, en fængselsfunktionær laver.

Til efteråret skal der forhandles et nyt politiforlig på plads, og Preben Bang Henriksen vil tage forslaget med til forhandlingsbordet.

- Vi skal i gang med at fastlægge politiets økonomi for de næste fire år i de forhandlinger, der kommer til efteråret, og bemandingen af fartkontrolvognene indgår i overvejelserne.

- Jeg er åben for at diskutere det, og vi må kigge på det med forligspartierne, om det skal være politifolk, HK'ere eller andre, som skal have den opgave, siger Preben Bang Henriksen.

Spørgsmål: Så du er ikke afvisende over for forslaget?

- Venstre er parat til at diskutere alle forslag om fartkontrolvognene, når vi skal diskutere politiets økonomi ved forhandlingerne. Men jeg vil ikke tage stilling til det nu og her, siger han.

I øjeblikket kører der en forsøgsordning med HK'ere, som er ansat ved politiet, og som foretager fartkontrol.

Formanden for Politiforbundet, Claus Oxfeldt, har udtalt sig kritisk over for idéen. Han mener ikke, at fængselsbetjente er egnede til opgaven på vejene.

Han henviser blandt andet til, at politibetjente kan udsættes for vold og overfald, og at der skal uddeles bøder.

/ritzau/