Venstre undrer sig over langsomme IC4-tog

Det vil Venstre gerne have svar på og beder derfor regeringen om at se nærmere på årsagen til efterårets nedsatte hastigheder.

»Det undrer mig, hvorfor lige netop IC4-tog har problemer og skal sænke hastigheden, når der er løvfaldsperiode. Enten må der være et eller andet galt eller anderledes ved IC4-tog, eller også må det være et generelt problem,« siger trafikordfører Kristian Pihl Lorentzen (V).

Fredag valgte Trafikstyrelsen at gøre den midlertidige køretilladelse til IC4-tog permanent. I den tilladelse skriver styrelsen, at den finder det dokumenteret, at IC4-tog bremser fuldt ud tilstrækkeligt under normale forhold, men at der er problemer, når skinnerne er glatte, som det formentlig var tilfældet, da et IC4-tog kørte forbi et rødt lys ved Marslev mellem Odense og Nyborg i november 2011.

»Det er dog ikke dokumenteret, at IC4 er i stand til at bremse fuldt tilstrækkeligt fra maksimumhastigheden under forhold med glatte skinner,« skriver Trafikstyrelsen.

Derfor har styrelsen i tilladelsen tilføjet en fartgrænse på 140 kilometer i timen ind i den periode, hvor der er løvfald og dermed risiko for glatte skinner.

Trods den bekymrende tilføjelse frygter Kristian Pihl Lorentzen ikke for brugerne af de udskældte IC4-tog.

»Jeg er ikke i tvivl om, at sikkerheden er i orden, når Trafikstyrelsen giver en tilladelse. Så passagerne har ikke noget at frygte på det her grundlag,« siger trafikordføreren.

Kristian Pihl Lorentzen undrer sig dog helt grundlæggende over, at der er brug for at sænke hastigheden, når bladene falder.

»Der er mange andre steder i Europa, hvor der er løvtræer, men jeg har aldrig hørt om en særkøreplan,« konstaterer ordføreren, der ønsker en teknisk gennemgang af eksisterende undersøgelser med de relevante eksperter.

SFs politiske ordfører, Jonas Dahl (SF), kan ikke se, hvad vi skal bruge endnu en gennemgang af IC4-togene til.

»For min skyld kan man undersøge fra Herodes til Pilatus, men IC4-toget er og bliver et elendigt tog, som jeg ikke tror, vi kommer til at nyde den gavn af, som vi havde regnet med, da vi anskaffede det,« siger han.

Han ærgrer sig over, at man overhovedet gav den italienske togproducent AnsaldoBreda et kald tilbage i 2000 og bestilte 83 IC4-tog.

»Det er til grin, at man har fået anskaffet sig nogle tog, som reelt set ikke er i stand til at køre i Danmark. Det ansvar påhviler jo også Venstre, da de sad med regeringsmagten i ti år og ikke foretog sig tilstrækkeligt. Det er klart, at vi skal gøre, hvad vi kan for at få IC4-togene ud at køre, men det er også på tide, at vi ser fremad og ser på, hvordan vi kan anskaffe nye tog, som kan erstatte IC4-togene,« siger Jonas Dahl.

82 af de 83 IC4-tog vil være leveret inden udgangen af september, som også er DSBs annulleringsfrist. Et enkelt af de lovede tog kommer aldrig på danske skinner, og det har DSB allerede fået en kompensation på 35 millioner kroner for.

Dagens Gossip