Venstre undrer sig over Morten Østergaards metoder

Venstre mødtes efter eget udsagn med uddannelsesministeren onsdag og regnede ifølge Esben Lunde Larsen med, at man ville indgå en aftale med regeringen og de øvrige partier efter sommerferien, når lovforslaget om reformen har været i høring.

»Jeg er forundret over, at ministeren laver en aftale med en række partier, når ministeren klart har signaleret til Venstre, Konservative og Liberal Alliance, at regeringen vil forhandle efter en høring. Det har vi kvitteret for og sagt, at vi er meget konstruktive over for at lave en pædagoguddannelse,« siger Esben Lunde Larsen.

»Derfor undrer det mig. at ministeren laver en aftale på forhånd, og at vi får at vide via medierne, at den kan vi tilslutte os. Venstre forhandler aftaler, vi tilslutter os ikke bare automatisk noget, som andre har indgået,« siger han.

Uddannelsesministeren håber, at V, K og LA vil gå med i aftalen, når høringsprocessen er overstået.

»I virkeligheden tror og håber jeg, at vi kan få de andre partier med efter en høringsfase, men det var altså de partier, der var med her i dag, der var klar til allerede nu at signalere, at vi vil reformere pædagoguddannelsen med afsæt i de drøftelser, vi har haft,« siger Morten Østergaard.

Venstres ordfører ser flere gode takter i fredagens aftale mellem regeringen, Enhedslisten og Dansk Folkeparti, blandt andet omkring den øgede fokus på specialisering hos pædagogstuderende.

Men Esben Lunde Larsen fastslår, at Venstre skal have klare aftryk på aftalen, før man kan sige ja.

»Hvis Venstre bliver inviteret til realitetsforhandlinger om en ny pædagoguddannelse, hvilket jeg meget håber, at vi gør, så har jeg en klar forventning om, at vi indgår en aftale. Men Venstre indgår en aftale, hvis vi kan få aftryk på aftalen. Vi tilslutter os ikke automatisk på forhånd,« siger han.

Dagens Gossip