Venstre: Vi har plads til udgiftsstop og skattelettelser

Skrevet af admin

08/09/2014

Mest læste i dag

Regeringen går lige til EU's grænse for, hvor stort underskuddet på de offentlige finanser må være i sit oplæg til næste års finanslov, men det er ikke tilrådeligt, mener det store oppositionsparti Venstre.

Derfor opererer V-formand Lars Løkke Rasmussen med en buffer på fire milliarder kroner i forhold til regeringens oplæg. De skal bruges, hvis ikke væksten bliver lige så stor, som regeringen regner med, siger Løkke i forbindelse med fremlæggelsen af partiets forslag til en finanslov for 2015.

- Så har vi noget at stå imod med, hvis det viser sig, at regeringens optimistiske vækstskøn ikke holder.

- Det er sund fornuft. Det er sundere for Danmark, siger Lars Løkke Rasmussen.

Venstre opererer med et underskud på 56 milliarder kroner, hvilket svarer til 2,8 procent af bruttonationalproduktet. Det står i modsætning til regeringen, der har et underskud på 60 milliarder kroner, hvilket svarer til 3,0 procent.

3,0 procent svarer til EU's grænse.

Det samlede finanslovudspil fra Venstre tager udgangspunkt i det udspil, som regeringen fremlagde i sidste uge, men der er dog skruet på forskellige håndtag.

Lars Løkke Rasmussen afsætter fem milliarder kroner til "strategiske skattelettelser" - penge skal blandt andet forlænge boligjobordningen samt fjerne NOX-afgifter og punktafgifter

Derudover bliver der afsat en milliard årligt til en sundhedspakke - det er det dobbelte af regeringen - og cirka 250 millioner til at bekæmpe kriminalitet via en såkaldt "tryghedspakke".

Overordnet set baserer finanslovudspillet sig på en af Venstres kæpheste, nemlig et "offentligt udgiftsstop", eller det som kritikerne har døbt nulvækst.

Det vil være udgangspunktet for Venstres økonomiske politik i "en årrække frem", fastslår Lars Løkke Rasmussen.

- Et sundt Danmark er et land med orden i økonomien. Derfor tager vores udspil udgangspunkt i et offentligt udgiftsstop. Fordi væksten skal skabes i den private sektor, og fordi vi prioriterer den nære velfærd:

- At mennesker har job at stå op til. At man kan føle sig tryg ved, at der er arbejde til ens børn efter endt uddannelse. At man kan disponere sin økonomi med vished om, at politikerne fører en ansvarlig økonomisk politik, så renterne ikke pludselig springer i vejret, siger Løkke.

/ritzau/