Venstre: Vi skylder tolkene en værdig behandling

Sådan lyder det fra Venstres forsvarsordfører, Troels Lund Poulsen (V), der sammen med sine kollegaer i Konservative og Liberal Alliance har indgået en aftale om de afghanske tolke med regeringen.

»De tolke, der har arbejdet for danske soldater i Afghanistan, skylder vi en værdig behandling. Dem skal vi selvfølgelig ikke lade blive udsat for en ekstraordinær sikkerhedsrisiko, hvis det bliver vurderet. Så vi vil gerne bakke op om dem, der gør en indsats for at hjælpe danske soldater,« siger Troels Lund Poulsen.

Det bliver imidlertid ikke nemmere for de afghanske tolke at få asyl i Danmark end alle andre asylansøgere, men de danske udlændingemyndigheder vil sende sagsbehandlere til Afghanistan, hvor de skal foretage konkrete vurderinger af de enkelte tolkes trusselsniveau.

Herefter kan tolkene få et visum og en flybillet til Danmark, hvor de så kan søge asyl på normale vilkår. Findes de ikke egnede til asyl, har de mulighed for at få anden kompensation i form af penge til at flytte eller en uddannelse.

»Der er rig lejlighed for - hvis man ikke skal have mulighed for at få asyl, der kan være nogen, der ikke har behov for det - så bliver der fundet lokale løsninger til dem, der måtte have behov for det. Så det er en linje, der går på to ben,« mener Troels Lund Poulsen.

De særligt udsatte tolke findes især i Helmand-provinsen, mener han.

»Det er jo en erkendelse af, at der er nogle, der kan være særligt udsat. Primært de tolke, der kommer fra Helmand, hvor vi ved, at der er kræfter i Taleban, der ønsker, at man skal gå efter blandt andet tolke,« siger Troels Lund Poulsen.

Det er hverken muligt at sætte et præcist tal på eller give et skøn over, hvor mange tolke der kan få asyl i Danmark.

»Det kan vi ikke sætte et endeligt tal på, men min forventning er, at der vil være afghanske tolke, der kommer i betragtning til at få asyl. Det siger sig selv, ellers havde vi ikke lavet denne aftale,« siger Troels Lund Poulsen.

Dagens Gossip