Venstre vil begrænse adgang til danske børnepenge

Der skal dæmmes op for østeuropæeres adgang til danske børnepenge, mener Venstres skatteordfører Torsten Schack Pedersen (V).

Han reagerer på en analyse fra tænketanken Kraka, der mandag kan dokumentere, at antallet af østeuropæere, der hæver børnepenge i Danmark, er fordoblet fra 2.676 i 2006 til 5.772 i 2010.

»Man skal ikke bare kunne komme til Danmark som jordbærplukker og hæve børnepenge, det er helt urimeligt. Vi skal finde en model, hvor vi kan dæmme op for den lette adgang til børnepenge,« siger Torsten Schack Pedersen.

Bliv ven med Dagens.dk på Facebook - altid gratis nyheder

Han ærgrer sig over, at EU-kommissionen for nylig underkendte et optjeningskrav, som den tidligere VK-regering indførte. Det betød, at man skulle have haft bopæl eller beskæftigelse i landet i mindst to år inden for de seneste ti år for at få ret til fuld børnecheck i Danmark.

EU har afgjort, at kravet strider mod princippet om arbejdskraftens frie bevægelighed, og EU-borgere, der arbejder eller bor i Danmark, skal have adgang til børnepenge fra første dag.

Torsten Schack Pedersen undrer sig over, at regeringen ikke har kæmpet for at bevare det danske optjeningskrav.

»Jeg er forundret over, at regeringen bare har lagt sig fladt ned i stedet for at tage kampen op. Det kan ikke være rimeligt, at velfærdsydelser skal udbetales fra dag ét. Regeringen bør tage at komme ind i kampen og analysere, hvordan vi kan lave et værn mod det, så vores velfærdsmodel ikke bliver undergravet,« siger Torsten Schack Pedersen.

Han er erklærer sig åben for forskellige modeller, blandt andet skattefradragsmodellen, som også de Konservative bakker op om.

»En af mulighederne er, at vi i stedet for en check kan indføre et skattefradag, så man sikrer, at de, der modtager børnepenge, også betaler skat,« siger Torsten Shack Pedersen.

Dagens Gossip