Venstre vil fremme integration med gulerod og pisk

Der venter en krukke guld for enden af regnbuen til de kommuner, der bliver bedre til at integrere indvandrere og få dem i arbejde eller uddannelse.

Omvendt skal de kommuner, der yder den ringeste indsats, fremover have færre penge mellem hænderne.

Det er en del af Venstres integrationsudspil som følger i kølvandet på regeringens, der blev fremlagt for nylig. Det skriver Berlingske.

- Jeg tror aldrig, at det bliver millimeterretfærdighed, men princippet er, at en kommune bliver præmieret, hvis den får én procent flere indvandrere i uddannelse eller arbejde, og det er ligegyldigt, om det er i Billund eller Odense, siger Martin Geertsen til Berlingske.

Kommunernes integrationsindsats skal måles på uddannelse og beskæftigelse. Pengene skal hentes ved at sløjfe 16 statslige puljer, som alle kommuner i dag har mulighed for at ansøge.

Det er eksempelvis puljer til at fremme unges mentale sundhed eller klippekort til ekstra hjemmehjælp.

I seks af de 10 kommuner, som Kora ranglister som de dårligste til at få indvandrere i beskæftigelse, sidder en Venstre-borgmester.

Berlingske har taget kontakt til flere af disse V-borgmestre, og flere af dem er ikke udpræget begejstrede for deres partis udspil.

- Jeg er dybt bekymret for, at det her udspil bliver til virkelighed, siger borgmester i Langeland Kommune, Bjarne Nielsen (V), til Berlingske.

Frederikssunds borgmester, John Schmidt Andersen (V), tvivler også på, at en kombination af kontant belønning og straf til kommunerne vil få flere indvandrere i arbejde.

I regeringen mener social- og integrationsminister Manu Sareen (R), at Venstre overser kommunernes forskellige forudsætninger og kalder forslaget for "problematisk".

- Vi skal hjælpe vores medspillere i stedet for at rive tæppet væk under dem, og jeg bryder mig heller ikke om, at det skal finansieres ved at skære i puljer, som er målrettet folkeskolen eller psykiatrien, siger Manu Sareen til Berlingske.

/ritzau/

Dagens Gossip

Dagens TV