Venstre vil genoplive Integrationsministeriet

Der er behov for, at der igen kommer et ministerium, som alene har ansvaret for at tage sig af integrationsområdet.

Det er meldingen fra Venstres formand, Lars Løkke Rasmussen, der vil genoplive VK-regeringens integrationsministerium, hvis blå blok genvinder regeringsmagten ved det kommende valg.

Det siger V-formanden ifølge DR.

- Hvis vi skal hamle op med de kæmpe udfordringer, der er på integrations- og udlændingeområdet, har vi brug for et samlet ministerium, som kan tage ansvar for alle dele af politikken. Vi skal have én minister, der har adgang til hele værktøjskassen - det vil sige beskæftigelses-, social- og udlændingepolitikken, siger Løkke.

Statsminister Helle Thorning-Schmidt (S) valgte som noget af det første at nedlægge Integrationsministeriet, da hun kom til magten i 2011. I stedet blev ministeriets opgaver fordelt ud mellem flere forskellige ministerier.

Ministeriet for Flygtninge, Indvandrere og Integration blev oprettet i 2001, da daværende Venstre-formand Anders Fogh Rasmussen blev statsminister.

Løkke kalder det ifølge DR en "kæmpe fejl", at ministeriet blev nedlagt ved regeringsskiftet i 2011.

- Med Integrationsministeriet fik vi sat et samlet fokus på hele problematikken. Det var succesfuldt, og vi fik drejet indvandringsstrømmen væk fra asyl og familiesammenføringer. Det var i højere grad folk, der ville arbejde og læse, som kom hertil, mener Løkke.

Både De Konservative og Dansk Folkeparti, der vil skulle danne parlamentarisk grundlag for Lars Løkke Rasmussen, har over for Information i november talt varmt for at genoplive Integrationsministeriet.

/ritzau/

Dagens Gossip