Venstre vil ikke diktere frikadeller i institutioner

Skrevet af admin

19/01/2016

Dagens topnyheder

Politikerne skal ikke blande sig i, om der skal frikadeller eller ej på menuerne i landets daginstitutioner.

Sådan lyder det fra børne- og undervisningsordfører Anni Matthiesen (V), der er uenig med Dansk Folkeparti og sine egne partifæller i byrådet i Randers.

Her har et flertal bestående af Dansk Folkeparti og Venstre besluttet, at svinekød skal være obligatorisk i kommunens daginstitutioner.

- Jeg går ind for frihed - ikke tvang, og det skal være op til de enkelte institutioner at tage stilling til, hvad børnene skal spise, siger Anni Matthiesen.

Hun har dermed et andet syn på sagen end partifællerne i byrådet i Randers.

- Det er så deres valg at gøre det. Jeg mener, det er noget, man skal finde ud af lokalt i institutionerne. Så jeg kan kun undre mig, siger Anni Matthiesen.

Dermed ligger hun helt på linje med formand for Forældres Landsforening (FOLA) Dorthe Boe Danbjørg, der kalder det "uhørt", at Dansk Folkeparti vil blande sig i maden i institutionerne.

- Vi har et nærdemokrati med lokale forældrebestyrelser til at tage sig af den slags. Vi ser, at menuerne i institutionerne bliver en brik i et værdipolitisk spil.

- I stedet burde politikerne koncentrere sig om noget helt andet, nemlig normeringer, fysiske forhold, gode arbejdsbetingelser og muligheden for videreuddannelse for pædagogiske medarbejdere, siger forældreforeningens formand.

Hun siger, at der er institutioner, hvor man lokalt har besluttet ikke at servere svinekød ud fra en "pragmatisk tankegang".

- Her handler det ikke om ideologi, men om hvad der er praktisk. Hvis størstedelen ikke spiser svinekød, så siger man rent fornuftsmæssigt, at så serverer vi det ikke her, siger Dorthe Boe Danbjørg, der ikke mener, det er et problem.

/ritzau/