Venstre vil ikke rulle dagpengeaftale tilbage

Det slår Venstres politiske ordfører, Ellen Trane Nørby (V), fast, efter både de Konservative og Liberal Alliance over for politiken.dk erklærer sig parate til at rulle aftalen tilbage.

For Venstre er det afgørende, at der nu kommer tryghed.

»Regeringen har skabt maksimal usikkerhed, fordi de har ført en slingrekurs, hvor de sagde ét før valget, gjorde det andet efter valget, og ad flere omgange har de så ændret kurs igen. Hvis der er noget, der er med til at skabe utryghed i familierne og i forhold til investeringerne i samfundet, så er det, når der ikke kommer klare politiske svar, og når der ikke er en klar retning for, hvor man er på vej hen,« siger hun.

»Vi ønsker ikke at bidrage til den usikkerhed, og derfor sagde vi også allerede den dag, regeringen lagde sit udspil frem, at vi kommer ikke til at ændre det her efter et valg, for vi ved godt, hvor stor utryghed slingrekurs skaber.«

Ifølge Venstre kunne de cirka to milliarder, som pakken koster, have været brugt bedre.

»Vi mener ikke, det her er den rigtige løsning. Vi ville hellere have brugt pengene og kræfterne på, at de ledige blev matchet med de job, der er, og at man gjorde mere for at skabe arbejdspladser,« siger hun.

Da regeringen fremlagde sit udspil, kritiserede Venstre blandt andet forslaget, fordi regeringen lagde op til, at en stor del af pengene skulle komme fra et øget a-kasse-kontingent. Det element fik Enhedslisten forhandlet ud af aftalen, men det ændrer ikke på Venstres holdning, at finansieringen er blevet en anden.

»Nej, det gør det ikke. Overordnet set tager vi initiativer til, at ikke bare denne her gruppe mennesker, men alle dem, der mangler et arbejde, kan få et arbejde, og det er fortsat vores fokus at bruge ressourcerne i beskæftigelsespolitikken bedre,« siger Ellen Trane Nørby.

Til politiken.dk siger de Konservatives erhvervsordfører, Brian Mikkelsen (K):

»Dagpengeaftalen er værre end en dårlig løsning, for den parkerer de ledige på en form for borgerløn. Vi bliver nødt til at rulle den tilbage og få skabt et ordentligt jobmarked, hvor folk på dagpenge får et rigtigt arbejde.«

Dansk Folkeparti ventes til gengæld at stemme for aftalen, der indfaser den kortere dagpengeperiode mere nænsomt.

Dagens Gossip

Dagens TV