Venstre vil kæmpe for fortsat deltagelse i Europol

Sådan betegner Venstres medlem af Europaudvalget, Jakob Ellemann-Jensen (V), den situation, Damark vil havne i, når det europæiske politisamarbejde i Europol løftes fra at være et mellemstatsligt til et overstatsligt samarbejde i EU.

Det sætter Danmark under pres på grund af forbeholdet for retssamarbejdet.

»Det er den hidtil værste konsekvens af at stå uden for retssamarbejdet. Vi må erkende, at forbrydere har et ualmindeligt velfungerende indre marked. Derfor er det nødvendigt, at vi arbejder på tværs af landegrænser. Det vil det her kunne være en hindring for. Det vil være dybt skadelig for kriminalitetsbekæmpelsen i Danmark, hvis vi ikke er med,« siger Jakob Ellemann-Jensen.

Justitsminister Morten Bødskov (S) har fredag orienteret Europaudvalget om konsekvenserne af den nye Europol-forordning, der ventes vedtaget om godt to år, og som løfter politisamarbejdet fra et mellemstatsligt til et overstatsligt samarbejde.

Det efterlader ifølge Jakob Ellemann-Jensen Danmark med to muligheder for, at man kan fortsætte samarbejdet i Europol:

»Enten skal vi forsøge at få en tilvalgsordning, eller også skal vi forsøge at få en parallelaftale med de øvrige EU-lande i samarbejdet. Det er op til regeringen, hvilke af disse modeller man vil arbejde videre med,« siger Jakob Ellemann-Jensen.

Han lægger ikke skjul på, at Venstre ikke er »stor tilhænger« af retsforbeholdet.

»Vi har en undtagelse for retsforbeholdet, og det er ingen hemmelighed, at vi ikke er stor tilhænger af det. Og nu begynder vi at se nogle konsekvenser, vi ikke havde regnet med, da vi fik den her undtagelse,« siger han og håber, Danmark kan forhandle sig frem til en tilvalgsordning, hvor Danmark kan tage stilling til dansk deltagelse fra sag til sag i stedet for automatisk at stå udenfor.

»Men vi er også nødt til at forholde os til, at det ikke ligefrem fordrer mulighederne for tag-selv-bords lignende aftaler, når vi kigger ud i det europæiske landskab for tiden,« siger han.

Dagens Gossip

Dagens TV