Venstre vil tjekke folk på tålt ophold bedre

Skrevet af admin

25/10/2014

Dagens topnyheder

Regeringen må stramme reglerne for udlændinge på tålt ophold, når 10 er forsvundet, skønt de er dømt for kriminalitet i Danmark eller mistænkes for alvorlige forbrydelser i deres hjemland.

Det kræver Venstres politiske ordfører, Inger Støjberg.

- Det er problematisk, at 10 mennesker på tålt ophold er forsvundet. Det nytter ikke, at de bare forsvinder, når der er en sikkerhedsrisiko ved dem, uden at nogen kerer sig om, hvor pokker de er blevet af, siger Inger Støjberg.

- Der skal strammes. Vi skal have styr på området. Det starter med, at regeringen tager det alvorligt. Ellers kan politiet og andre ikke prioritere opgaven. Hvis regeringen er fuldstændig ligeglad, så er det svært - for ikke at sige umuligt - for politiet at prioritere, siger Inger Støjberg.

Udlændinge på tålt ophold får ikke opholdstilladelse. De må ikke sendes hjem, da de kan blive dræbt, torteret eller forfulgt i hjemlandet. Flere medier har skildret, at mange udlændinge på tålt ophold udebliver fra møder, hvor de skal melde sig hver uge i Center Sandholm og også skal bo.

Selv om Venstre vil tjekke udlændinge på tålt ophold langt bedre end nu, vil partiet ikke bruge flere penge på opgaven, fastslår Inger Støjberg.

- Det er et vigtigt område. Jeg mener godt, at vi kan holde det indenfor rammen. Det kunne vi i hvert fald i vor regeringstid, siger hun.

Dansk Folkepartis gruppeformand, Peter Skaarup, kalder det en "skandale", at de 10 udlændinge på tålt ophold er forsvundet.

- Det er en tikkende bombe, at myndighederne ikke har styr på dem. De kan være gået under jorden og planlægge terror eller ny kriminalitet. Så jeg er ret bekymret over det her, siger han til Søndagsavisen.

Venstre vil tjekke, om myndighederne kan give fodlænke til udlændinge på tålt ophold, som DF foreslår, siger Inger Støjberg.

/ritzau/