Venstre vil vinde vælgere med reformer

Danmark skal reformeres endnu mere, hvis virksomhederne skal genvinde deres konkurrenceevne, så flere danskere får job.

Derfor vil Venstre gennemføre flere reformer og genindføre kontanthjælpsloftet, hvis partiet tilbagevinder magten.

Det fastslår Venstres politiske ordfører Ellen Trane Nørby efter Voxmeters meningsmåling for Ritzaus Bureau. Her støttes Venstre af knap hver tredje danske vælger. Partiet vinder tre mandater mere end Socialdemokratiet, SF og De Radikale - tilsammen.

- Det er i den seneste uge lykkedes os at overbevise regeringen om, at vi må lave en mere ambitiøs vækstpakke. Det er nødvendigt i lyset af, at økonomien gik i stå sidste år.

- I år har regeringen været nødt til at nedjustere sine økonomiske forventninger, siger Ellen Trane Nørby.

Vælgerne støtter Venstre modsat regeringspartierne, fordi S-SF-R har taget et "lille skridt" i Venstres retning i den økonomiske politik, vurderer hun.

- Det er ikke nok at tage små skridt. Det er væsentligt at gøre noget ved vore høje energiafgifter og andre afgifter, som gør det dyrt at producere i Danmark. Dér er regeringen slet, slet ikke ambitiøs nok, mener Ellen Trane Nørby.

Venstre vil genindføre loft over kontanthjælpen, så det betaler sig for lavtlønnede at arbejde i stedet for at leve af offentlige ydelser. Samtidig er vækstpakken kun det første skridt på vej mod at genoprette dansk konkurrenceevne, påpeger hun.

- Pakken er nødt til at blive fulgt af flere generelle nedsættelser af skatter og afgifter, så det igen kan betale sig at producere i Danmark. Så kan vi få skabt arbejdspladser i industrien og en lang række andre brancher, som er udfordret, siger Ellen Trane Nørby.

Venstre vil fortsætte reformerne, hvis partiet genvinder magten, forsikrer hun.

/ritzau/

Dagens Gossip