Venstre vipper Tribler af pinden i Slagelse

Skrevet af admin

20/11/2013

Mest læste i dag

Venstres Stén Knuth bliver ny borgmester i Slagelse.

Venstre har indgået en konstitueringsaftale med Liberal Alliance og Dansk Folkeparti. De tre partier sidder på 17 af byrådets 31 pladser.

Dermed vipper de borgerlige socialdemokraten Lis Tribler af borgmesterposten, som hun har siddet på siden 1998.

Det glæder selvsagt den kommende V-borgmester.

- Der skal udstikkes en helt ny retning for Slagelse Kommune, siger Stén Knuth ifølge Sjællandske Medier.

Venstre gik 0,2 procentpoint tilbage, men alligevel et mandat frem.

Dansk Folkeparti har fået 1. viceborgmesterposten i forbindelse med konstitueringen. Den går til Michael Gram, mens Villum Christensen fra Liberal Alliance skal være formand for et helt nyt udvalg med ansvar for erhverv og udvikling.

Det er kun anden gang siden 1917, at det ikke bliver en socialdemokrat, der sidder på borgmesterposten i den vestsjællandske købstad. I perioden 1994-1998 var det De Konservatives Jens Jørgensen, der bestred hvervet.

Det er dog ikke Socialdemokraterne selv, der har tabt borgmesterposten. De fik ligesom ved sidste valg 12 mandater, men støttepartiet SF mister begge partiets tilbageværende mandater. To af SF's fire byrådsmedlemmer er tidligere hoppet af under valgperioden.

De Konservative mister deres eneste mandat, mens Liberal Alliance og Enhedslisten begge bliver valgt ind med hver to mandater.

Dansk Folkeparti taber 1,2 procentpoint af stemmerne, men får igen fem mandater ligesom ved sidste valg i 2009. Partiet har i valgperioden dog haft en afhopper.

71,1 procent af de stemmeberettigede i Slagelse Kommune har stemt.

/ritzau/