Venstrefløjsparti består nøgletest i spansk regionalvalg

Det nye spanske venstrefløjsparti Podemos ser ud til at klare sig godt ved et regionalvalg i Andalusien, hvor vælgerne søndag gik til stemmeurnerne i en af de fattigste egne i Spanien.

Det viser en valgstedsmåling ifølge regionalt tv, skriver Reuters.

De spanske socialister PSOE ser ud til at vinde regionalvalget foran det konservative Partido Popular (PP), som nationalt ledes af den spanske premierminister, Mariano Rajoy.

Socialisterne ser ud til at få 44 sæder i det regionale parlament, Partido Popular ser ud til at få 35 sæder, mens 22 sæder reserveres til Podemos, som dermed klarer sig igennem en nøgletest forud for et uforudsigeligt parlamentsvalg i Spanien senere på året.

Iagttagere har dog kaldt søndagens regionalvalg for den store generalprøve for venstrefløjspartiet, som i dén grad har udfordret de to største partier nationalt.

- Der er meget, som tyder på, at der virkelig kommer til at ske meget ved næste parlamentsvalg. Jeg tror, at det politiske system bliver rystet, har Carsten Humlebæk, Spanien-kender og adjunkt på Copenhagen Business School, tidligere sagt til Ritzau.

Podemos' politiske ståsted ligner det græske parti Syrizas - den helt store vinder ved parlamentsvalget i Grækenland tidligere på året.

Ligesom Grækenland kæmper Spanien med en høj arbejdsløshed, der i sidste kvartal af 2014 lå på knap 24 procent.

Værst ser det ud for de unge, hvor mere end halvdelen er uden job.

Premierminister Rajoy har advaret mod at stemme på Podemos, og han sammenligner en stemme på venstrefløjspartiet med at spille russiske roulette.

Han mener, at partiet giver en masse løfter, som det ikke vil kunne indfri, hvis det kommer til magten nationalt.

Podemos er blandt andet blevet stiftet af den 36-årige samfundsfagsprofessor Pablo Iglesias. Partiet ønsker at gøre en ende på korruption, indføre en 35-timers arbejdsuge og sænke pensionsalderen til 60 år.

Under valget til EU-Parlamentet fik Podemos, som er imod EU's sparepolitik, knap otte procent af stemmerne, hvilket gav partiet fem sæder i det europæiske parlament, kun 80 dage efter at partiet blev registreret.

Siden Francisco Franco døde i 1975 har arbejderpartiet PSOE og det konservative PP på skift siddet på magten i Spanien.

/ritzau/Reuters

Dagens Gossip